Indrejse i strid med indrejseforbud

Forældrene havde sammen et barn født i november 2012. Moren var tillagt forældremyndigheden over barnet alene ved en landsretsdom, hvormed der samtidig var blevet fastsat overvåget samvær mellem faren og barnet. Familieretshuset besluttede at afbryde forløbet med overvåget samvær før tid, og faren indledte derpå en sag om tvangsfuldbyrdelse af samværet. Familieretten afviste sagen, men landsretten hjemviste sagen til behandling i familieretten, som derpå henviste sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om fuldbyrdelsesgrundlaget skulle ophæves eller ændres.

Familieretshuset oversendte sidenhen samværssagen til familieretten efter lov om Familieretshuset § 32, idet Familieretshuset ikke fandt grundlag for at arbejde yderligere med familien. I indbringelsesanmodningen anførtes blandt andet, at faren nedlagde påstand om, at der skulle fastsættes samvær for barnet efter forældreansvarslovens § 21, men også at der skulle fastsættes samvær efter forældreansvarslovens § 22 om anden kontakt.

Under et telefonmøde med familieretten spurgte faren, om retten kunne træffe afgørelse om, hvorvidt han kunne få mulighed for at aflevere en julegave til barnet, hvortil retten meddelte, at den ikke ville behandle dette spørgsmål.

Under hovedforhandlingen i familieretten nedlagde faren påstand om, at der skulle fastsættes samvær for barnet, og han fremhævede under sin procedure, at han med vilje nedlagde påstand om samvær i bred forstand. Moren nedlagde påstand om frifindelse.

Familieretten fandt, at der ikke skulle fastsættes samvær

Familieretten fandt efter en konkret vurdering, at det ville være bedst for barnet, at han ikke skulle have fastsat samvær med faren, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 21, stk. 3. Byretten frifandt derfor moren.

Faren ankede dommen til landsretten med påstand om, at der skulle fastsættes støttet samvær mellem ham og barnet. I ankestævningen anførte faren blandt andet, at sagen ikke kun angik samvær, men også anden kontakt efter forældreansvarslovens § 22, og at han derfor kunne anke dommen frit.

Moren påstod ankesagen afvist med henvisning til, at familieretten alene havde afgjort spørgsmål om samvær, og at dommen derfor kun kunne ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.

Landsretten afviste ankesagen

Landsretten bemærkede, at faren ifølge familierettens dom alene havde nedlagt påstand om fastsættelse af samvær for barnet, og at familieretten alene havde afgjort spørgsmål om samvær i medfør af forældreansvarslovens § 21, stk. 3. Da familieretten således alene havde afgjort spørgsmål om samvær, kunne dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. Det af faren anførte vedrørende spørgsmålet om anden kontakt i medfør af forældreansvarslovens § 22 ændrede ikke herved, idet spørgsmålet ikke var behandlet i dommen. Da der ikke forelå anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet, afviste landsretten anken.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/00028