Indkaldelser og andre vigtige beskeder forkyndes til dem, der skal have beskederne, så retten er sikker på, at beskederne er modtaget. Forkyndelse kan ske på forskellige måder.

Det er den enkelte ret, der beslutter, hvordan den forkynder stævninger, indkaldelser og andre vigtige beskeder.

Der er forskellige metoder til forkyndelse. Alle forkyndelsesmetoder er lige gode, gyldige og lovlige.

Forenklet digital forkyndelse

Retten kan sende en besked med Digital Post (e-Boks) til den person, som skal møde i retten, stævnes eller have en retsafgørelse. Juridisk set vil den digitale meddelelse være modtaget og forkyndt, så snart den bliver behandlet, fx åbnet, flyttet eller slettet.

Modtageren vil få besked i en pop-up på skærmen, og retten vil modtage en kvittering fra modtagerens postkasse. Hvis modtageren ikke åbner, flytter eller sletter sin meddelelse, vil retten gå videre med en af de andre metoder til forkyndelse.

Digital forkyndelse

Retten kan vælge at sende en meddelelse med Digital Post (e-Boks), som juridisk set først er modtaget og forkyndt, når modtageren svarer på henvendelsen fra retten. Svaret kan ske ved hjælp af digital signatur eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelelsen til retten.

Brevforkyndelse

Retten sender sin meddelelse med fysisk brevpost. Modtageren skal underskrive et særligt bevis på, at han eller hun har modtaget meddelelsen. Beviset skal sendes til retten, og først da er meddelelsen forkyndt.

Telefonforkyndelse

Retten ringer til den person, der skal have forkyndt en meddelelse. Han eller hun skal også have meddelelsen på skrift. Efter samtalen sender retten en bekræftelse på, at der er sket telefonisk forkyndelse.

Stævningsmandsforkyndelse

Retten giver den meddelelse, der skal forkyndes, til en stævningsmand. Stævningsmanden opsøger modtageren på hans eller hendes bopæl, opholdssted, arbejdsplads eller lignende.

Hvis stævningsmanden ikke træffer modtageren personligt, kan der ske forkyndelse over for hans eller hendes familie, udlejer, arbejdsgiver, ansatte m.fl.

Politiforkyndelse

Retten beder politiet finde modtageren, hvis de andre metoder ikke har resulteret i en forkyndelse.

Statstidende

En meddelelse kan i sidste ende forkyndes gennem Statstidende, hvis politiet ikke kan finde den rigtige person. I forbindelse med forkyndelse gennem Statstidende orienteres modtageren også med post.

I meddelelsen i Statstidende opfordres den pågældende til at kontakte retten.

Statstidende kan læses online

Sidst opdateret: 05. marts 2020