Gå til sidens indhold

Med en notars bekræftelse af din underskrift på et testamente, kan der ikke sås tvivl om ægtheden. Samtidig kan testamentet registreres, så skifteretten automatisk får kendskab til testamentet, når du dør.

Underskriften på et testamente skal bekræftes, for at testamentet er gyldigt. Det kan enten gøres af to uvildige vidner - eller af en af domstolenes notarer. Hvis du får underskriften bekræftet af en notar, kan en kopi af testamentet blive gemt i Centralregistret for Testamenter, så skifteretten automatisk får det, når du dør.

Notarerne har kontorer ved landets byretter og nogle bitingsteder, og de fleste steder er det nødvendigt at bestille tid.

Hvad skal jeg medbringe hos notaren?

Til mødet med notaren skal du medbringe:

  • To eksemplarer af dit testamente
  • Officiel billedlegitimation med CPR-nummer (fx kørekort eller pas)
  • En forside til testamentet - Du kan finde forsiden her (pdf)
  • Notaren vil tjekke din identitet og sikre, at det er dig, der underskriver testamentet. Desuden vil notaren sikre, at du er bevidst om, hvad du gør - det kan fx ske ved at tale om indholdet af testamentet. Notaren sikrer derimod ikke, at indholdet i dit testamente er gyldigt - det er dit eget ansvar, og det kan derfor være en god idé at tale med en advokat om testamentets indhold

Når testamentet og kopien er underskrevet for notaren, får du det ene eksemplar, mens retten beholder det andet eksemplar.

Hvad hvis jeg har ønsker til min begravelse i testamentet?

En begravelse planlægges som regel umiddelbart efter dødsfaldet. Hvis dit testamente indeholder ønsker til din begravelse, er det derfor en god idé at sige det til dine nærmeste og opbevare testamentet, så det let bliver fundet, når du dør.

Hvad koster et notartestamente?

Retsafgiften for bekræftelse af et testamente inkl. kopi er 300 kroner.

Hvad hvis jeg ikke kan komme til notaren?

Hvis du ikke kan komme til notaren, fx fordi du er svækket, syg eller gangbesværet, så kan du kontakte retten og aftale, at notaren kommer hjem til dig. Hvis notaren skal komme hjem til dig, skal du betale for transporten.

Find din lokale byret her

Hvordan ændrer jeg mit notartestamente?

Hvis du ønsker at lave ændringer i dit notartestamente, så skal du lave et nyt testamente og underskrive det hos notaren på samme måde som det tidligere testamente. Små ændringer kan laves med et tillæg, der kaldes en kodicil.

Det er altid det seneste testamente, der er gyldigt.

Hvordan annullerer jeg et notartestamente?

Hvis du ønsker at annullere et notartestamente, skal det også ske hos notaren. Her skal du udfylde testamente-forsiden og sætte kryds ved Annullation.

Du kan finde testamenteforsiden her (pdf)

Hvad hvis jeg både opretter et vidnetestamente og et notartestamente?

Det er det senest underskrevne testamente, der er gyldigt.

Et vidnetestamente bliver dog ikke automatisk kendt ved din død - det er kun notartestamenter, der gemmes i Centralregistret for Testamenter. Et vidnetestamente skal derfor opbevares, så det let bliver fundet, når du dør.

Sidst opdateret: 05. oktober 2023