Hvis du og din modpart ønsker det, kan I få hjælp fra retsmægler, der er tilknyttet retten, til at finde frem til en fælles løsning på jeres konflikt. Dette hedder retsmægling.

Retsmægling er ofte et godt alternativ til at gennemføre en almindelig retssag.

Du og din modpart kan få gratis hjælp fra en professionel retsmægler til at finde en fælles løsning, som I begge kan leve med.

Retsmægleren er enten dommer eller advokat med en særlig uddannelse i mægling.

Er retsmægleren neutral?

Retsmægleren udpeges af retten og har som opgave at hjælpe parterne med selv at finde frem til en løsning. Det betyder, at retsmægleren ikke tager parti for nogen af parterne eller træffer afgørelse i konflikten. Retsmægleren hjælper med at få de egentlige årsager til konflikten frem i lyset og skabe en bedre forståelse for konfliktens forskellige synspunkter.

Hvilke sager egner sig til retsmægling?

Stort set alle civile sager kan være egnede til retsmægling. Der er dog nogle betingelser, der skal være opfyldt:

  • sagen skal være anlagt som en civil sag enten ved byretten, landsretten eller Sø- og Handelsretten,
  • parterne i konflikten skal være enige om at prøve retsmægling,
  • retten skal vurdere, at sagen egner sig til retsmægling, og
  • partnerne i konflikten skal frit kunne indgå aftale om det spørgsmål, som konflikten drejer sig om.

Retsmægling tilbydes ikke i Højesteret og heller ikke i straffesager.

Hvordan får jeg tilbudt retsmægling?

Retten tilbyder retsmægling. Retsmægling kan iværksættes når som helst under retssagens behandling. Typisk rejser retten spørgsmålet om retsmægling over for sagens parter på det forberedende møde.

Læs om sagens forløb i en almindelig civil sag

Hvis du er part i en retssag og overvejer retsmægling, kan du kontakte retten, som behandler din sag.

Gå til Find ret

Hvorfor kan retsmægling være en god idé?

Retsmægling er ofte en billigere, enklere og hurtigere måde at få afsluttet en konflikt på end ved at gennemføre en civil retssag. Når man finder ind til kernen i striden, er det ikke altid en fordel at skulle igennem en retssag, hvor man fører beviser mod hinanden og modtager rettens dom. En retsmægling tager udgangspunkt i parternes konflikt og fokuserer på, hvorfor parterne er uenige, og hvordan parterne bedst kommer videre. I retsmægling har parterne indflydelse både på processen og på resultatet.

Retsmægling gør det lettere for parterne at fortsætte et eventuelt samarbejde, og det giver ofte en mere varig løsning.

Hvordan foregår retsmægling?

Retsmægleren fastlægger forløbet i samråd med parterne.

Retsmægling foregår som samtaler mellem retsmægleren og parterne. Der holdes ét eller flere retsmæglingsmøder afhængig af behovet. Hvis parterne er enige om det, kan retsmægleren også holde møder med parterne hver for sig.

Samtalerne vil oftest foregå i et af rettens lokaler. Hvis retsmægleren er advokat, kan møderne også foregå på advokatens kontor.

Retsmægling er fortroligt med mindre parterne aftaler andet.

Retsmægleren og parterne kan aftale, hvilke oplysninger retsmægleren kan give videre til den anden part, og i hvilket omfang parternes advokater skal deltage i retsmæglingen.

 

Retsmægling er fortroligt, med mindre parterne aftaler andet.

Se en film om retsmægling for virksomheder 

Hvornår slutter mæglingsforløbet?

Retsmæglingen slutter, hvis parterne når frem til en løsning på konflikten, eller når retsmægleren bestemmer det, eller når en af parterne ønsker det.  

Hvis parterne bliver enige om en løsning på konflikten, indgår de en aftale. Parterne kan vælge at drøfte løsningsforslaget med deres advokater eller andre rådgivere, inden de beslutter sig for, om de vil indgå en aftale.

Hvis retsmæglingen ikke ender med en aftale, fortsætter sagen ved retten som en almindelig civil retssag.

Hvad koster en retsmægling?

Retsmæglerens bistand er gratis.

Hvis parterne vælger at tage deres advokater med, skal parterne også som udgangspunkt betale hans/hendes salær. Retsmægling er dog ofte mindre tidskrævende og dermed også billigere end en almindelig retssag.

Hvad sker der, hvis vi ikke kan finde en løsning?

Hvis du og din modpart med hjælp fra en retsmægler ikke finder frem til en løsning, fortsætter sagen som en almindelig retssag.

Hvem er retsmæglere?

Her kan du se liste med retsmæglere:

Liste med advokatsretsmæglere

Liste med dommerretsmæglere

Kan jeg klage over en retsmægler?

Du kan klage over en retsmægler, hvis du mener, at mægleren har handlet i strid med de etiske retningslinjer for retsmæglere eller på anden måde har forsømt sit hverv som retsmægler.

Se de etiske retningslinjer for retsmæglere

Læs om dine klagemuligheder

Hent blanket til klage over retsmægling 

Sidst opdateret: 11. august 2020