Gå til sidens indhold

Ofte er der i juridiske sammenhænge krav om at benytte de originale dokumenter i sagsbehandlingen. Hvis du vil undgå usikkerheden ved at udlevere dine originale dokumenter, kan notaren bekræfte, at en kopi er identisk med originalen. Det er dog ikke alle dokumenter, notaren kan bekræfte en kopi af.

Hvis du ikke ønsker at sende originaldokumenter, kan du i stedet sende kopier med en notarbekræftelse.

Du skal medbringe de originale dokumenter til notaren, som vil lave fotokopier og bekræfte, at de er magen til originalerne. I de fleste retskredse er det nødvendigt at bestille en tid hos notaren - du behøver ikke at benytte notaren i din egen retskreds.

Det er ikke alle kopier, notaren kan bekræfte

Notaren har ikke altid forudsætninger for at se, om et dokument er en original, så det er ikke alle dokumenter, som notaren kan bekræfte en kopi af. Som udgangspunkt kan notaren fx ikke vurdere, om udenlandske dokumenter er originale.

Kontakt notaren for at afklare, om dit dokument kan bekræftes.

Hvad koster det at få en notarbekræftet kopi af et dokument?

Det koster en retsafgift på 150 kr. pr. dokument at få bekræftede kopier hos notaren.

Sidst opdateret: 14. december 2023