Modregning ved udbetaling af yderligere tilkendte renter i patientskadesag

I 2017 anerkendte Patienterstatningen, at skadelidte havde pådraget sig en patientskade. Patienterstatningen traf i den forbindelse en række afgørelser om erstatning. 

I marts 2021 anmodede skadelidte Patienterstatningen om at genoptage hendes afsluttede sager på baggrund af Højesterets dom af 4. december 2020 (U 2021.1058/2 H). Patienterstatningen traf herefter afgørelse om at genoptage to afgørelser om erstatning, hvorefter skadelidte var berettiget til yderligere 110.234 kr. i renter, mens den oprindelige hovedstol samtidig blev nedsat med 76.950 kr. Af afgørelsen fremgik, at skadelidte måtte forvente, at regionen som erstatningspligtig ville modregne for meget tidligere udbetalt hovedstol og renterne heraf. Den korrigerede hovedstol angik erstatning for tab af erhvervsevne. Patienterstatningen traf desuden afgørelse om ikke at genoptage en række yderligere afgørelser om erstatning i anledning af patientskaden under henvisning til, at eventuelle krav på yderligere renter var forældede. 

Skadelidte klagede over Patienterstatningens afgørelse, og Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen i det omfang, den var påklaget. Ankenævnet afviste i den forbindelse af behandle spørgsmålet om eventuel modregningsadgang for regionen med henvisning til nævnets manglende kompetence. 

Regionen meddelte efterfølgende, at regionen ville udbetale 32.995 kr. til skadelidte. Beløbet fremkom som de tilkendte renter på 110.234 kr. med fradrag af de 76.950 kr., som hovedstolen var reguleret med. Desuden var fradraget 289 kr. i for meget udbetalt rente. 

Skadelidte anlagde retssag mod regionen med henblik på at få udbetalt det beløb, som regionen havde fradraget i den udbetalte erstatning. Regionen nedlagde påstand om frifindelse, og gjorde bl.a. gældende, at regionen ikke havde foretaget en modregning, men blot udbetalt det skyldige nettobeløb. 

Byretten frifandt regionen

Byretten fandt, at regionen med baggrund i Patienterstatningens seneste afgørelse var berettiget til at korrigere den pågældende udbetaling til det beløb, der samlet skulle have været udbetalt til skadelidte, hvilket var sket ved regionens udbetaling af nettodifferencen. Byretten fandt, at der ikke herved var sket modregning og bemærkede, at kravenes skattemæssige status var uden betydning for sagens afgørelse. 

Skadelidte indbragte sagen for Vestre Landsret, hvor regionen fastholdt, at der ikke var tale om en modregningssituation.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med ændret begrundelse og under dissens

Landsretten fandt, at der var foretaget modregning, og at der ikke var tale om en nettoregulering. Landsretten fandt i forlængelse heraf, at kravene udsprang af samme retsforhold, og at de øvrige betingelser for konneks modregning var opfyldt. Landsretten konstaterede herefter, at bestemmelsen i § 33 a, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, ikke fandt anvendelse, og at de hidtil gældende regler om tilbagebetaling af udbetalt erstatning fandt anvendelse.

Landsrettens flertal fandt herefter, at det var berettiget, at regionen foretog modregning navnlig under henvisning til, at skadelidte ikke skulle tilbagebetale et beløb, som hun tidligere havde fået udbetalt, og som hun havde indrettet sig i tillid til, at hun kunne beholde.

Landsrettens mindretal fandt, at det ikke var berettiget, at regionen foretog modregning og udtalte, at skadelidte havde haft en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til erstatningsbeløbene, og at denne berettigede forventning også omfattede en forventning om uændrede retsvirkninger af udbetaling af beløbene. Landsrettens mindretal fandt i den forbindelse, at det forhold at skadelidte rent faktisk ikke skulle tilbagebetale et beløb til regionen, ikke kunne føre til et andet resultat, idet der herved ikke var taget hensyn til eventuelle øvrige retsvirkninger for skadelidte, herunder skatteretlige.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18566.

Landsrettens afgørelse er trykt i U 2025.3656 V og FED 2025.144 V.