Om tilbagebetaling af for meget udbetalt erstatning for lægemiddelskade

En person (skadelidte) blev påført en skade som følge af bivirkning af et lægemiddel, og patientskademyndighederne anerkendte, at der var tale om en lægemiddelskade omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).Ved flere efterfølgende afgørelser blev skadelidte tilkendt og fik udbetalt erstatning og godtgørelse på i alt ca. 7,7 mio. kr., hvilket oversteg klage- og erstatningslovens maksimumbeløb på 5 mio. kr. pr. skadelidte.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodede herefter skadelidte om at tilbagebetale den del af den udbetalte erstatning, som oversteg 5 mio. kr., hvilket skadelidte afviste med henvisning til klage- og erstatningslovens § 55 a, hvorefter erstatning, der er udbetalt, som udgangspunkt ikke kan kræves tilbagebetalt. Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde herefter sag an mod skadelidte med påstand om tilbagebetaling af ca. 2,7 mio. kr., idet ministeriet gjorde gældende blandt andet, at skadelidte havde modtaget beløbet ved en fejl og i strid med klage- og erstatningslovens bestemmelse om maksimumerstatning, og at lovens § 55 a ikke udelukkede tilbagesøgning i et sådant tilfælde. 

Byretten dømte skadelidte til at tilbagebetale beløbet

Med henvisning til forarbejderne til klage- og erstatningslovens § 55 a anførte byretten, at bestemmelsen ikke havde haft til formål at regulere en situation som den foreliggende, hvor der var udbetalt erstatning udover lovens maksimum, og at spørgsmålet om tilbagebetaling i et sådant tilfælde måtte afgøres efter almindelige regler om tilbagesøgning. 

Byretten fandt, at skadelidte ikke havde haft en velbegrundet forventning om, at han havde ret til den del af erstatningen, som gik udover lovens beløbsmaksimum, og at skadelidte ikke kunne antages at have indrettet sig efter den seneste afgørelse om tilkendelse af erstatning henset til den korte tid, som var forløbet indtil omgørelsen heraf. 

Byretten fandt derfor, at skadelidte skulle tilbagebetale den del af erstatningen, som oversteg lovens beløbsmaksimum. 

Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt skadelidte

Landsretten anførte, at efter ordlyden af klage- og erstatningslovens § 55 a regulerer bestemmelsen udtømmende muligheden for tilbagesøgning. Videre anførte landsretten, at bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen må forstås således, at formålet med fredningen af en udbetalt erstatning navnlig er at forhindre, at en erstatning efterfølgende kan kræves tilbage i de tilfælde, hvor Ankenævnet for Patienterstatningen har ændret en afgørelse truffet af Patienterstatningen, men at det af bemærkningerne imidlertid ikke fremgår, at bestemmelsen alene regulerer disse tilfælde. 

På denne baggrund og efter en yderligere gennemgang af lovens forarbejder fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at indrømme Indenrigs- og Sundhedsministeriet en videre adgang til tilbagesøgning end den, der følger af klage- og erstatningslovens § 55 a. 

Landsretten frifandt derfor skadelidte for påstanden om tilbagebetaling. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19554.