Gå til sidens indhold

Østre Landsret

17 sep. 2025

Østre Landsret

Dom i sag om politiets administrative frihedsberøvelse af demonstranter

Østre Landsret har ændret en dom fra Københavns Byret om politiets administrative frihedsberøvelse af ni deltagere i en demonstration arrangeret af ”Nødbremsen”.

Landsretten var enig med byretten i, at iværksættelsen af frihedsberøvelserne var lovlig, men landsretten fandt, at frihedsberøvelserne var udstrakt i for lang tid og tilkendte derfor demonstranterne erstatning.

 

Landsretten tiltrådte, at demonstranternes deltagelse i en blokade i krydset Bernstorffsgade/Vesterbrogade havde givet anledning til betydelig forstyrrelse af den offentlige orden som anført i politilovens § 8, stk. 1, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte politiets vurdering, hvorefter mindre indgribende midler end frihedsberøvelse ikke var tilstrækkelige til at afværge faren for denne forstyrrelse. 

 

Demonstranterne blev efter frihedsberøvelserne, der skete kl. 8.33, indbragt på en politistation, hvor de blev registreret og senere sigtet i tidsrummet mellem kl. 10.07 og kl. 10.21. De blev løsladt i tidsrummet mellem kl. 11.30 og kl. 12.19. 

 

Om frihedsberøvelsernes udstrækning henviste landsretten indledningsvis til, at det i forarbejderne til politilovens § 8, stk. 4, 2. pkt., er anført, at formålet med frihedsberøvelsen skal indgå i vurderingen af udstrækningen af denne, og at personen derfor skal løslades, så snart de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede. Det er videre anført, at dette er udtryk for et almindeligt proportionalitetsprincip, hvorefter en frihedsberøvelse og dens varighed i det konkrete tilfælde skal være proportional i forhold til den fare, der søges afværget med frihedsberøvelsen.

 

På baggrund af formålet med frihedsberøvelserne af de pågældende demonstranter og de øvrige oplysninger i sagen fandt landsretten, at de enkelte frihedsberøvelser var ulovlige fra det tidspunkt, hvor den enkelte demonstrant blev sigtet. 

 

Præmisserne i landsrettens dom kan læses her.

 

Sagerne har været behandlet af landsrettens 19. afdeling under sagsnumrene BS-18463/2025 m.fl.