Gå til sidens indhold

Østre Landsret

14 jul. 2025

Østre Landsret

Politiets adm. frihedsberøvelse af demonstranter fra Nødbremsen var lovlig

Dom afsagt: 14. juli 2025

Østre Landsret har den 14. juli 2025 stadfæstet to domme fra Københavns Byret, hvorved Københavns Politis administrative frihedsberøvelser af fem deltagere i en klimademonstration den 21. juni 2024 blev godkendt som lovlige, og politiet blev frifundet for erstatningspåstande.

Landsrettens dom er den første afgørelse i en række verserende ankesager om politiets administrative frihedsberøvelse af demonstranter fra ”Nødbremsen”.

Landsretten tiltrådte, at demonstranternes deltagelse i en blokade i et kryds på Vejlands Allé havde givet anledning til betydelig forstyrrelse af den offentlige orden som anført i politilovens § 8, stk. 1, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte politiets vurdering, hvorefter mindre indgribende midler end frihedsberøvelse ikke var tilstrækkelige til at afværge faren for denne forstyrrelse. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at frihedsberøvelserne ikke var sket så skånsomt som muligt, at frihedsberøvelserne havde varet i længere tid end nødvendigt, eller at to demonstranter efter indtransport til politistationen havde været udsat for nøgenvisitation.

Præmisserne i landsrettens dom kan læses her.

Sagerne har været behandlet af landsrettens 15. afdeling under sagsnumrene BS-5450/2025, BS-5455/2025, BS-7775/2025, BS-11009/2025 og BS-11010/2025.