03 okt. 2025
Østre Landsret
Krænkelse af PPG Coatings Danmark A/S’ varemærkerettigheder mv
Østre Landsret har den 3. oktober 2025 afsagt dom i en ankesag mellem en person A og PPG Coatings Danmark A/S (”PGG”) om A’s ansvar for krænkelse af PPG’s rettigheder efter varemærkeloven og markedsføringsloven ved brug i selskab B’s butikker og på selskab B’s hjemmeside af PPG’s varemærker og salg af PPG’s malingprodukter samt krænkelse efter ophavsretsloven og lov om forretningshemmeligheder ved selskab B’s ulovlige kopiering og anvendelse af PPG’s farvereceptdatabase.
Selskab B havde ligesom A anket Sø- og Handelsrettens dom, men var herefter gået konkurs, og konkursboet var ikke indtrådt i ankesagen. Konkursboets anke blev derfor afvist, mens PPG’s selvstændige påstand om yderligere vederlag og erstatning end tilkendt ved Sø- og Handelsrettens dom blev fremmet over for både A og B.
Ved landsrettens dom blev A fundet ansvarlig for krænkelserne i en kortere periode end i Sø- og Handelsrettens dom, og det beløb, som A solidarisk med konkursboet skulle betale i vederlag og erstatning, blev sat ned. Konkursboet blev fundet ansvarlig for yderligere krænkelser efter den ankede dom, og det beløb, som konkursboet, til dels solidarisk med A, skulle betale i vederlag og erstatning, blev sat op. A blev endvidere frifundet for PPG’s påstand om bødestraf.
Landsrettens begrundelse kan (i pseudonymiseret form for så vidt angår A’s og B’s navne) læses her
Sø- og Handelsretten afsagde dom den 3. juni 2024.
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-31311/2024-OLR.