29 okt. 2025
Højesteret
Fordring sikret ved lønforskrivning skulle ikke gældssaneres
Et lån sikret ved lønforskrivning i bl.a. tjenestemandspension var en pantefordring og undtaget gældssanering
Sag 26/2025
Kendelse afsagt den 28. oktober 2025
A
mod
Tjenestemændenes Låneforening
I 2007 optog A, der dengang var tjenestemandsansat, et lån hos Tjenestemændenes Låneforening. Som sikkerhed gav A låneforeningen ret til at få udbetalt bl.a. en del af hans løn og pension hos den til enhver tid værende løn eller pensionsudbetalende myndighed (såkaldt lønforskrivning). Siden 2008 har A ikke været tjenestemand, men har en opsat tjenestemandspension. I 2023 indledte skifteretten en sag om gældssanering for A.
Sagen angik, om låneforeningens restfordring var omfattet af en kendelse om gældssanering.
Sagens hovedspørgsmål var, om låneforeningens fordring er en pantefordring som nævnt i konkurslovens § 199, stk. 4. I bekræftende fald var spørgsmålet, om der er hjemmel til lønforskrivning i tjenestemandspension, og om lønforskrivningen er ophørt, fordi A ikke længere er tjenestemand, eller om lønforskrivningen kan omstødes.
Det følger af konkurslovens § 199, stk. 4, at en kendelse om gældssanering ikke omfatter pantefordringer i det omfang, pantet strækker sig. Højesteret udtalte, at en lønforskrivning som den foreliggende efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål må anses for at være en pantefordring.
Højesteret udtalte, at der kan ske lønforskrivning i tjenestemandspension i henhold til tjenestemandspensionslovens § 33, stk. 2, at den pågældende aftale om lønforskrivning ikke kunne forstås således, at låneforskrivningen ophørte alene som følge af A’s afskedigelse, samt at der ikke under den foreliggende sag kunne tages stilling til omstødelse, da krav herom skal rejses af andre fordringshavere og som udgangspunkt under en særskilt sag.
Højesteret fandt, at en kendelse om gældssanering for A kun vil omfatte den del af gælden til låneforeningen, som ikke dækkes af pantet, og sagen blev hjemvist til skifteretten til fornyet behandling. Højesteret fastlagde i den forbindelse retningslinjer for, hvordan skifteretten generelt skal behandle en fordring, der er sikret ved lønforskrivning, og hvordan den konkrete fordring skulle behandles.
Læs Højesterets afgørelse i sag 26/2025 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 26/2025 (pdf)
Læs byrettens afgørelse i sag 26/2025 (pdf)