09 jan. 2026
Østre Landsret
Østre Landsret har afsagt dom i en sag efter OW Bunkers konkurs
Et konkursbo i OW Bunker-koncernen havde sagsøgt de tidligere ejere af koncernen, ledelses- og bestyrelsesmedlemmer samt rådgiver og revisor.
Den tidligere økonomidirektør i koncernen og direktøren i et datterselskab blev dømt til at betale 200 mio. kr. i erstatning til konkursboet.
Sagsnummer: B-2633-17
Sagen kort fortalt
OW Bunker-koncernen blev etableret i Danmark i 1980 som en del af Wrist-koncernen, en dansk koncern, der beskæftigede sig med maritim logistik med fokus på skibsbrændstof og levering af proviant. Sagsøgeren, O.W. Supply & Trading A/S under konkurs, var et af flere selskaber i Wrist-koncernen. Wrist-koncernen bestod overordnet af to forretningsområder; Ship Supply-forretningen, der leverede skibsforsyninger, og Bunker-forretningen, der leverede brændstof til skibe (bunkerolie).
Kapitalfonden Altor Fund II erhvervede i maj 2007 koncernen. I 2011 besluttede kapitalfonden at sælge koncernen. Et salg blev imidlertid ikke gennemført, og efter en omstrukturering af koncernen og udlodning af ca. 1,2 mia. kr. til kapitalfonden i efteråret og vinteren 2013, blev bunkerdelen af koncernen i stedet børsnoteret den 28. marts 2014. Koncernen blev den 7. november 2014 erklæret konkurs.
Den 23. december 2016 indgav konkursboet stævning mod de tidligere ejere af koncernen, ledelses- og bestyrelsesmedlemmer samt en rådgiver til kapitalfonden og revisor om betaling af beløb på henholdsvis 200 og 400 mio. kr. Sagen blev den 12. december 2017 henvist til Østre Landsret. Der blev den 8. april 2020 foretaget påstandsforhøjelse i sagen vedrørende nogle af de sagsøgte, og påstandene mod de sagsøgte udgjorde herefter beløb på henholdsvis 200 og 400 mio. kr. samt 1,2 mia. kr.
Begrundelsen for kravene var overordnet, at de sagsøgtes adfærd i perioden fra kapitalfondens beslutning om at sælge koncernen og frem til konkursens indtræden var den afgørende årsag til konkursen. Det blev herunder særligt anført, at de sagsøgte skulle have standset eller i hvert fald taget højde for de risici, der var forbundet med koncernens aktiviteter i form af dels samhandlen med en bargeoperatør i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, dels ”spekulation” med oliederivater. Det blev herudover også anført bl.a., at en række koncerninterne udlodninger og udlodningen på ca. 1,2 mia. kr. til kapitalfonden havde været uforsvarlige og efterladt koncernselskaberne uden tilstrækkeligt kapitalberedskab, og at revisor havde begået fejl i forbindelse med værdiansættelsen af koncernen.
Sagen har været sambehandlet med en række andre sager, herunder et søgsmål om ansvar i forbindelse med børsprospektet, som alle blev hævet og sluttet ved retsbøger af 23. oktober 2024 og 3. februar 2025, til dels efter parterne havde indgået forlig i sagerne.
Sagens udfald
Landsretten fastslog, at koncernens økonomidirektør og direktøren i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore tilsammen skulle betale 200 mio. kr. i erstatning til konkursboet, og frifandt kapitalfonden, de øvrige ledelses- og bestyrelsesmedlemmer samt rådgiver og revisor.
Kravet var relateret til samhandlen med en bargeoperatør i datterselskabet Dynamic Oil Trading. Landsretten fandt, at samhandlen konkret havde været forbundet med en betydelig og stigende økonomisk risiko, som også var meget større end den risiko, som koncernens administrerende direktør havde godkendt i henhold til koncernens kreditpolitik. Direktøren i Dynamic Oil Trading var bekendt med det voksende og reelle nettotilgodehavende, som selskabet havde hos bargeoperatøren, og han var ved Vestre Landsrets dom af 14. juni 2019 blevet idømt fængsel i 5 år for mandatsvig i forbindelse hermed. Koncernens økonomidirektør havde været bekendt med den løbende udvikling i samhandlen med bargeoperatøren og det træk på koncernkreditten, som samhandlen medførte, og landsretten udtalte bl.a., at økonomidirektøren som følge af sin viden herom burde have foretaget yderligere skridt for at sikre sig, at risikoen ikke var større end den risiko, som den administrerende direktør havde godkendt. Landsretten fandt, at det træk på koncernkreditten, som samhandlen havde medført, udgjorde et tab for konkursboet, som i et nærmere bestemt omfang kunne kræves betalt af økonomidirektøren og direktøren i datterselskabet. Kravet var som følge af påstanden begrænset til 200 mio. kr. De øvrige sagsøgte havde ikke været bekendt med omstændighederne omkring det konkrete samhandelsforhold og kunne derfor ikke ifalde ansvar herfor.
For så vidt angik ”spekulation” med oliederivater fandt landsretten, at koncernens risikopolitik, der regulerede koncernens handel med oliederivater, var blevet vedtaget ud fra forretningsmæssige hensyn til koncernen, og det var ikke bevist, at de fastsatte rammer for handlen med oliederivater havde været uforsvarlige, ligesom det ikke var godtgjort, at rammerne i perioden op til konkursen i strid med risikopolitikken var blevet overskredet. Der forelå herefter ikke et erstatningsansvar forbundet med koncernens handel med oliederivater.
For så vidt angik udlodningerne og værdiansættelsen fandt landsretten det heller ikke godtgjort, at der var handlet ansvarspådragende, ligesom der ikke i øvrigt fandtes grundlag for konkursboets betalingskrav.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Østre Landsret den 9. januar 2026.
Kontaktinformation til parternes repræsentanter
Følgende partsrepræsentanter har afgivet kontaktinformation:
Partsrepræsentant for OW Lux S.à r.l. og Altor Fund II GP Limited: Advokat Thomas Ilsøe Andersen
Partsrepræsentant for den tidligere økonomidirektør: Advokat Søren Bergenser, tlf.: 21 17 74 72
Partsrepræsentant for Deloitte: Advokat Henriette Gernaa, hge@gorrissenfederspiel.com, tlf.: 24 28 68 16
Partsrepræsentant for den tidligere viceadministrerende direktør: Advokat Leo Jantzen, lj@tvc.dk, tlf.: 87 34 75 31