30 sep. 2025
Østre Landsret
Dom i sag om drab og drabsforsøg med kniv i Københavns Sydhavn
Dom afsagt: 29. september 2025
Østre Landsret har afsagt dom i en nævningesag mod en 36-årig mand. Ved dommen, som blev afsagt den 29. september 2025, blev den tiltalte idømt forvaring.
Tiltalte blev dømt for manddrab og forsøg på manddrab begået foran en bodega i Københavns Sydhavn den 8. juni 2022 og tillige for et groft voldsforhold begået ca. to år forud herfor. Spørgsmålene i sagen var navnlig, om tiltalte havde haft forsæt til at dræbe de to forurettede, som han forud for episoden havde mødt på bodegaen, og i bekræftende fald om tiltalte havde handlet i nødværge.
Flertallet fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til drab og drabsforsøg, og at der ikke havde været tale om nødværge.
Et mindretal på to nævninger var enige i, at tiltalte havde det fornødne forsæt til manddrab både for så vidt angår drabet og drabsforsøget, men fandt, at drabet var straffrit, selvom grænserne for lovligt nødværge var overskredet. Mindretallet var enig med flertallet i, at der ikke forelå nødværge vedrørende drabsforsøget. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.
Der blev afgivet 17 stemmer for at idømme tiltalte forvaring og 1 stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 16 år. Tiltalte blev derfor idømt forvaring.
Byretten var nået frem til samme resultat.
Dommen har i landsretten j.nr. S-486-24 og er blevet behandlet i 20. afdeling.