Gå til sidens indhold

Østre Landsret

18 jul. 2025

Østre Landsret

Ikke formodning for gyldighed af Biogens patent

Dom afsagt: 18. juli 2025

Østre Landsret har den 18. juli 2025 afsagt kendelse i kæresager indbragt af Sandoz A/S (”Sandoz”) og Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB med påstand om ophævelse af midlertidige forbud og påbud meddelt af Sø- og Handelsretten efter anmodning fra Biogen International GmbH og Biogen (Denmark) A/S.

Sø- og Handelsretten havde anset det for sandsynliggjort, at Sandoz og Glenmarks markedsføring af lægemidler krænkede Biogens danske udgave af et europæisk patent for så vidt angik behandling mod recidiverende-remitterende multipel sklerose (RRMS), og havde meddelt forbud og påbud i overensstemmelse hermed.

 

Sandoz og Glenmark gjorde gældende navnlig, at Biogens patent måtte anses for ugyldigt. 

 

Kæresagerne angik det samme patent og den samme type påståede krænkelser som tre kæresager BS-5667/2023-OLR, BS-7310/2023-OLR og BS-27713/2023-OLR, hvori landsretten afsagde kendelse den 15. december 2023 om midlertidige forbud og påbud overfor Sandoz og Viatris ApS. Kendelsen af 15. december 2023 er indbragt for Højesteret, hvor der er berammet mundtlig forhandling den 26. november 2025. 

 

Da de sager, hvori kendelse blev afsagt den 15. december 2024, blev mundtligt forhandlet i landsretten, forelå der en foreløbig vurdering af patentet fra Opposition Division ved Den Europæiske Patentmyndighed.

 

Ved behandlingen af de nu afgjorte kæresager forelå der en endelig afgørelse fra Opposition Division, som på væsentlige punkter adskilte sig fra Opposition Divisions foreløbige vurdering. Ved Opposition Divisions endelige afgørelse er Biogens patent som oprindeligt udstedt blevet kendt ugyldigt, men er blevet opretholdt i en mere begrænset form. Opposition Divisions endelige afgørelse er appelleret til Technical Board of Appeal ved Den Europæiske Patentmyndighed. 

 

Landsretten fandt, at der i lyset af Opposition Divisions afgørelse om at kende det oprindeligt udstedte patent ugyldigt, ikke var nogen formodning for eller i hvert fald kun en væsentligt svækket formodning for, at det oprindeligt udstedte patent (som angik behandling mod alle former for multipel sklerose (MS)) var gyldigt. Landsretten var enig med Sø- og Handelsretten i, at der ikke kunne meddeles forbud og påbud på grundlag af det oprindeligt udstedte patent. 

 

Landsretten tog herefter stilling til patentet i den mere begrænsede form, hvori det var opretholdt af Opposition Division (kun vedrørende behandling mod RRMS).

 

Landsretten fandt, at den omstændighed, at Opposition Division havde ændret sin vurdering på væsentlige punkter, i sig selv svækkede den formodning, der ellers gjaldt for det begrænsede patents gyldighed, hvilket måtte indgå ved vurderingen af Sandoz og Glenmarks indsigelser. 

 

Ved den herefter foretagne prøvelse nåede landsretten frem til, at det måtte antages, at det begrænsede patent ville blive anset for ugyldigt ved en endelig afgørelse fra Technical Board of Appeal. 

 

Da det dermed ikke var sandsynliggjort, at Biogen havde den (patent)ret, som anmodningen om forbud og påbud var støttet på, ophævede landsretten de af Sø- og Handelsretten meddelte midlertidige forbud og påbud. 

 

Landsrettens kendelse kan læses her.

 

Sø- og Handelsrettens kendelse kan læses her.

 

Sagerne har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnumrene BS-13527/2025-OLR, BS-13836/2025-OLR, BS-16518/2025-OLR og BS-16523/2025-OLR.