01 okt. 2025
Østre Landsret
Varemærkekrænkelse ved parallelimport fra lande uden for EØS
Østre Landsret har den 1. oktober 2025 afsagt dom i en ankesag mellem en person A og Hewlett Packard Enterprise Development LP og Hewlett-Packard Development Company L.P. (samlet”HPE”) om, hvorvidt A som tidligere ejer og direktør i et selskab B skulle betale økonomisk kompensation for krænkelse af HPE’s varemærkerettigheder ved parallelimport til og salg i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) af produkter, som hidrører fra HPE og hermed koncernforbundne selskaber og markedsføres under HPE’s EU-varemærker. Parallelimporten var foretaget af B fra stiftelsen af selskabet den 23. juni 2016 og til bevissikring blev foretaget den 12. december 2019. Der var i sagen navnlig spørgsmål om bevisbyrden for, at der er tale om varemærkekrænkende parallelimport, personlig hæftelse for A, passivitet og forældelse samt udmåling af eventuel økonomisk kompensation, herunder om tabsbegrænsning og lempelse efter erstatningsansvarslovens § 24.
Landsretten nåede ligesom Sø- og Handelsretten, der afsagde dom i sagen den 3. januar 2024, frem til, at der var tale om varemærkekrænkende parallelimport, at A hæftede personligt herfor, og at vederlag og erstatning skulle fastsættes til 7.500.000 kr.
Landsrettens begrundelse kan læses her
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-2627/2024-OLR.