Dom om selvforsørgelseskravet ved familiesammenføring

Spørgsmålet i sagen var, om Udlændingenævnets undladelse af at dispensere fra selvforsørgelseskravet var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, og/eller FN’s handicapkonvention som følge af ægtefællens handicap. Sagen angik endvidere,  om selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er foreneligt med en stand still-klausul i (en) afgørelse nr. 1/80 fra  Associeringsrådet, som knytter sig til EU’s associeringsaftale med Tyrkiet (”Ankara-aftalen”).

Landsretten fandt blandt andet henset til en udtalelse fra FN’s Handicapkomité, som den danske regering havde erklæret sig enig i, at Udlændingenævnet burde have inddraget varigheden af det afklaringsforløb vedrørende fleksjob, som den herboende handicappede ægtefælle var i, og det forhold, at ægtefællerne, når den herboende ægtefælle måtte blive visiteret til fleksjob, ville skulle vente yderligere 3 år, før de kunne opnå familiesammenføring, ved vurderingen af, om der som følge af ægtefællens handicap skulle dispenseres fra selvforsørgelseskravet. Da det ikke var sket, ophævede landsretten Udlændingenævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved nævnet.

Landsretten fandt, at selvforsørgelseskravet ikke var i strid med stand still-klausulen i  afgørelse nr. 1/80, da kravet måtte anses for egnet til og ikke at gå videre end nødvendigt for at tilgodese  EU-retligt anerkendte hensyn til at sikre integration og til de offentlige finanser.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Karen Hald på mobil 41 25 90 31.

Sagen har været behandlet af landsrettens  14. afdeling under sagsnummer BS-14886/2020.