Om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning

Sag BS-24019/2025-HJR

Dom afsagt den 8. januar 2026

HK Danmark som mandatar for A
mod
Ankestyrelsen

I oktober 2017 var A udsat for en arbejdsulykke, som medførte, at hans venstre underben blev amputeret. Han blev i december 2018 tilkendt erstatning for mén, og i marts 2019 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midlertidig afgørelse om, at han fra oktober 2018 havde krav på erhvervsevnetabserstatning på 45 % svarende til udbetaling af et månedligt skattepligtigt beløb på ca. 11.000 kr. I perioden fra den 1. maj 2019 til den 22. marts 2020 modtog A den løbende erhvervsevnetabserstatning med urette, idet han samtidig fik fuld løn. I marts 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at han skulle tilbagebetale den erhvervsevnetabserstatning, som han havde modtaget med urette. I januar 2022 stadfæstede Ankestyrelsen afgørelsen.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om tilbagebetaling, når tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give oplysninger eller har givet urigtige oplysninger, som har ført til en forkert afgørelse. Efter § 40 a, stk. 1, nr. 3, træffes der afgørelse om tilbagebetaling, når tilskadekomne i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven.

Sagen angik, om der i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, var grundlag for at pålægge A at tilbagebetale erhvervsevnetabserstatningen. 

Højesteret udtalte, at efter ordlyden af § 40 a, stk. 1, nr. 3, er det ikke en betingelse for at kræve tilbagebetaling, at tilskadekomne har undladt at opfylde underretningspligten. I forarbejderne er det da også anført, at bestemmelsen f.eks. kan anvendes, når tilskadekomne modtager en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, og de erhvervsmæssige forhold efterfølgende ændrer sig således, at den løbende erstatning skal nedsættes eller bortfalde. 

Højesteret udtalte endvidere, at efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder og karakteren af de ydelser, der er tale om, skal udtrykket ”mod bedre vidende” forstås sådan, at tilskadekomne skal have indset, at ydelserne blev modtaget med urette, eller skal have udvist en betydelig grad af uagtsomhed i denne henseende. Højesteret anførte herved, at det beror på en konkret vurdering, om dette er tilfældet, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 13-20 om de omstændigheder, der kan indgå i vurderingen. 

Højesteret tiltrådte, at der i den konkrete sag var grundlag for at pålægge A at tilbagebetale erstatningen. 

Byretten og landsretten var kommet til samme resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-24019/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-24019/2025-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-24019/2025-HJR i Domsdatabasen