05 sep. 2025
Højesteret
Om straf for narkotikakriminalitet, rabat for tilståelse og udvisning
Polsk statsborger straffet med fængsel i 12 år efter tilståelsesrabat på 2 år (14,3 %) og udvist
Sag 91/2024
Dom afsagt den 5. september 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T, der var polsk statsborger, var under en tilståelsessag dømt for narkotikakriminalitet ved i fire tilfælde i forening med flere andre at have modtaget og besiddet i alt 39 kg kokain, hvoraf hun overdrog i alt 24 kg til flere aftagere og besad 15 kg med henblik på videreoverdragelse.
Hun blev i landsretten straffet med fængsel i 12 år og udvist af Danmark for bestandig.
For Højesteret angik sagen strafudmålingen, herunder hvilken betydning T’s tilståelse skulle have. Der skulle endvidere tages stilling til udvisningen.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Højesteret, at T uden hensyntagen til en eventuel tilståelsesrabat skulle straffes med fængsel i 14 år.
Med hensyn til tilståelsens betydning for strafudmålingen lagde Højesteret efter sagens oplysninger til grund, at sagen på tilståelsestidspunktet var færdigefterforsket. Da der dermed ikke var grundlag for at antage, at politiet som følge af tilståelsen var blevet sparet for en længere efterforskning, var sagen omfattet af kategori 3, jf. Højesterets dom af 15. maj 2025. Der skulle derfor som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 % og ca. 20 %. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at der skulle ske en reduktion af straffen med 2 år (14,3 %), og tiltrådte herefter, at straffen var fastsat til fængsel i 12 år.
Højesteret fandt endvidere, at udvisning af T, der havde en mindreårig søn i Danmark, ikke var i strid med EU-opholdsdirektivet eller med EU-Chartrets artikel 7 og Menneskerettighedskonventionens artikel 8, og at et indrejseforbud for bestandig ikke var uproportionalt efter EU-retten eller Menneskerettighedskonventionen. Højesteret bemærkede herved, at et indrejseforbud, der er meddelt en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, kan ophæves efter ansøgning.
Læs Højesterets afgørelse i sag 91/2024 (pdf)