Om forældremyndighed, bopæl og samvær til en forældremyndighedsindehaver

Sag BS-2041/2025-HJR

Dom afsagt den 4. september 2025 

A
mod
M

I februar 2019 rejste M sammen med B fra Mexico til Danmark, hvor de flyttede ind hos A, som M var blevet gift med. B var på det tidspunkt 3 år. A var hverken retlig eller biologisk far til B. I juni 2021 godkendte Familieretshuset en aftale mellem M og A om, at de skulle have fælles forældremyndighed over B. B boede sammen med M og A indtil august 2022, hvor ægtefællerne gik fra hinanden. Der opstod herefter konflikt om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B. Det seneste samvær mellem A og B fandt sted i juni 2023, og i maj 2024 flyttede M og B (retur) til Mexico. 

Sagen angik bl.a. spørgsmålet om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende B.

Forældremyndighed
Højesteret tiltrådte, at spørgsmålet om forældremyndighed over B skulle afgøres efter forældreansvarslovens § 14, stk. 2, jf. § 11, der fandt analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor A ikke var B’s retlige forælder, men havde fået del i forældremyndigheden over B ved en aftale godkendt af Familieretshuset.

Højesteret tiltrådte endvidere, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., og at både M og A måtte anses for egnede til at varetage omsorgen for B.

Efter sagens oplysninger lagde Højesteret til grund, at M uden påviselig grund i en længere periode havde forhindret A’s kontakt med B, at B også havde været udsat for forældrefremmedgørelse i forhold til A, og at A ville være den af parterne, der havde bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre B’s kontakt til den anden part.

Heroverfor lagde Højesteret vægt på, at A først blev en del af B’s liv, da hun i februar 2019, hvor hun var 3 år, flyttede fra Mexico til Danmark sammen med M, at B også derfor havde den stærkeste tilknytning til M, at M efter en samlet betragtning måtte anses for at have været B’s gennemgående, primære omsorgsperson, og at B nu boede sammen med M i Mexico, hvor hun gik i skole. Hertil kom, at det i lyset af den foreliggende sags omstændigheder måtte tillægges betydning, at A hverken var retlig eller biologisk far til B, og at han først fik del i forældremyndigheden i 2021, da B var 5 år.

Efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og A tiltrådte Højesteret, at det under de foreliggende omstændigheder var bedst for B, at M blev tillagt forældremyndigheden over hende. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl.

Samvær
Med hensyn til spørgsmålet om B’s ret til samvær med A fandt Højesteret, at dette skulle afgøres efter forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, der fandt analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor A som nævnt havde fået del i forældremyndigheden ved aftale.

Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering af B’s forhold og tilknytning til henholdsvis sin mor og A, at det på nuværende tidspunkt ikke ville være til B’s bedste, at der blev fastsat samvær med A.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-2041/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-2041/2025-HJR i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag BS-2041/2025-HJR i Domsdatabasen