15 aug. 2025
Højesteret
Om ophævelse af udvisning
Ophævelse af udvisning efter udlændingelovens § 50, stk. 1
Sag 103/2024
Kendelse afsagt 14. august 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T var i 2000 fundet skyldig i drab og usømmelig omgang med lig. Han blev frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og i stedet dømt til tidsubestemt anbringelse i hospital for sindslidende. Han blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Udlændingeservice traf i 2009 afgørelse om, at han ikke kunne udsendes tvangsmæssigt. Flygtningenævnet lagde dette til grund i en afgørelse i 2010.
Sagen angik, om T på nuværende tidspunkt kunne få prøvet, om udvisningen af ham skulle ophæves.
Efter udlændingeloven kan en udlænding, der påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i dennes forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Begæringen kan tidligst fremsættes 6 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat, og skal være fremsat senest 2 måneder inden dette tidspunkt, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.
Det fremgår af forarbejderne til udlændingeloven, at adgangen til at få prøvet spørgsmålet om ophævelse af udvisningen skal være yderst begrænset, når tidsfristerne i bestemmelsen ikke er opfyldt. Fravigelse af de almindelige tidsfrister vil kunne ske i ganske særlige tilfælde, hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, og ændringerne medfører, at der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det var ubestridt, at tidsfristerne i udlændingeloven ikke var opfyldt. Spørgsmålet var derfor, om der forelå ganske særlige grunde, som medførte, at T kunne få prøvet, om udvisningen af ham skulle ophæves.
Der var nu gået næsten 26 år siden den begåede kriminalitet, og T havde i den mellemliggende periode modtaget behandling. Han havde sygdomsindsigt og var nu velmedicineret og i stabil tilstand. Hans anbringelsesdom blev i 2007 ændret til en behandlingsforanstaltning, som blev endeligt ophævet i 2021. Han havde ikke begået kriminalitet siden 1999, og det måtte efter de foreliggende lægelige oplysninger lægges til grund, at der var lav risiko for, at han ville begå alvorlig kriminalitet, forudsat at han er i medicinsk behandling.
Højesteret fandt, at der var indtrådt væsentlige ændringer i T’s forhold, og at der var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der forelå derfor ganske særlige grunde, sådan at han efter udlændingeloven havde ret til at få prøvet, om udvisningen af ham skulle ophæves.
Under de anførte omstændigheder fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 uanset den begåede kriminalitets særdeles grove karakter. Højesteret ophævede derfor bestemmelsen om, at T udvises for bestandig.