Om tilståelsesrabat

Sag 92/2024

Dom afsagt den 12. juni 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

T var under en tilståelsessag dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 ved i en bil på en parkeringsplads at have været i besiddelse af 10 kg ketamin med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 8 år, der tillige omfattede en reststraf på 131 dage.

For Højesteret angik sagen strafudmålingen, herunder navnlig hvilken betydning T’s tilståelse skulle have.

Højesteret henviste til, at straffens udmåling i den enkelte sag beror på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder. Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse (”tilståelsesrabat”). Højesteret har i dom af 15. maj 2025 (UfR 2025.3022) på baggrund af forarbejderne til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, opstillet seks kategorier, der angiver rammerne for tilståelsesrabat. 

Højesteret udtalte, at det er hensigtsmæssigt, at det udtrykkeligt fremgår af dommen i den enkelte sag, hvilken af de seks kategorier tilståelsen er omfattet af, og hvilken straf der ville være blevet udmålt uden tilståelsesrabat.

Om den konkrete sag fandt Højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at T uden hensyntagen til reststraffen og en eventuel tilståelsesrabat skulle straffes med fængsel i 8 år.

Med hensyn til tilståelsens betydning for strafudmålingen bemærkede Højesteret, at politiet ved anholdelsen af T fandt 10 kg ketamin i den bil, han kørte i. Han nægtede sig skyldig i grundlovsforhøret, men tilstod forholdet ca. to måneder senere, sådan at sagen kunne afgøres som en tilståelsessag. Der var ikke grundlag for at antage, at politiet som følge af tilståelsen var blevet sparet for en længere efterforskning. Den foreliggende sag var derfor omfattet af kategori 3. 

Højesteret henviste til, at i tilfælde omfattet af kategori 3 skal der som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %. Ved fastsættelsen af tilståelsesrabat i den foreliggende sag måtte der tages hensyn til, at politiet allerede inden tilståelsen havde foretaget efterforskning i sagen. Tilståelsen måtte dog antages at have medført en vis ressourcebesparelse hos politiet. Tilståelsen havde desuden medført en vis ressourcebesparelse hos domstolene. Der skulle endvidere tages hensyn til, at anvendelse af strafrabat ikke skal føre til strafpositioner, der afviger fra, hvad der efter praksis er almindeligt anvendt. 

På denne baggrund og efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skulle ske en reduktion af straffen med 1 år (12,5 %) af den straf på fængsel i 8 år, der ellers skulle være udmålt. 

Herefter blev straffen, der var en fællesstraf, som tillige omfattede den nævnte reststraf, fastsat til fængsel i 7 år.

Landsretten var nået til et andet resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i sag 92/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 92/2024 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag 92/2024 i Domsdatabasen