Om sagsomkostninger i straffesag

Sag 93/2024

Kendelse afsagt 22. maj 2025 

Anklagemyndigheden
mod
T1

Ved Retten på Frederiksberg blev T1 og T2 frifundet for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, ved i perioden fra 31. juli 2020 til 6. oktober 2020 at have udsat deres døtre F1 (sagens forhold 1) og F2 (sagens forhold 2) for vold af grov beskaffenhed, for så vidt angår F1 med den følge, at hun afgik ved døden den 9. oktober 2020. Byretten bestemte ved dommen, at statskassen skulle betale sagens omkostninger, som [for F1] udgjorde salær og kørselsgodtgørelse til den beskikkede forsvarer, med i alt 190.309,76 kr. med tillæg af moms.

Anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten, dog således at der i forhold 1 for så vidt angik T1 alene skulle dømmes for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og at der i forhold 2 for så vidt angik begge de tiltalte alene skulle dømmes for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.

Landsretten fandt i begge forhold T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, som passivt medvirkende til vold begået af T2 efter den 17. september 2020. T1 blev idømt fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget, mens T2, som blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246 og § 245, stk. 1, blev idømt 6 års fængsel.  

Landsretten bestemte, at T1 – bortset fra et beløb på 8.670 kr. med tillæg af moms – skulle betale sagens omkostninger for byret og landsret, herunder det for byretten fastsatte salær til T1’s beskikkede forsvarer. 

Spørgsmålet for Højesteret var, om det var med rette, at landsretten pålagde T1 at betale sagens omkostninger for byretten.

Højesteret udtalte, at bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med § 1008, stk. 3, må forstås sådan, at det i en situation som den foreliggende, hvor der er sket frifindelse i byretten, men domfældelse i landsretten, påhviler tiltalte at betale de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling i begge instanser. Omkostningsansvaret kan dog begrænses i medfør af § 1008, stk. 2 eller stk. 4.  

Højesteret fandt, at udgifterne til forsvarerbistand for T1 i byretten måtte antages at have været nødvendige og derfor som udgangspunkt kunne kræves erstattet af T1. Det kunne henset til omstændighederne i sagen ikke føre til en anden vurdering, at straffesagen havde været ført som en nævningesag. 

Højesteret fandt endvidere, at den omstændighed, at tiltalen mod T1 i landsretten blev begrænset til at angå overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ikke kunne føre til, at T1 i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 2, skulle fritages for pligten til at betale sagens omkostninger for byretten. Der blev herved lagt vægt på, at tiltalen mod T1 i byretten og landsretten angik samme faktiske begivenhedsforløb.

Efter sagens karakter og omstændigheder fandt Højesteret ikke grundlag for at begrænse omkostningsansvaret i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 4.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens omkostningsafgørelse.

Læs Højesterets afgørelse i sag 93/2024 (pdf)