Gå til sidens indhold

Højesteret

15 maj 2025

Højesteret

Om bl.a. tilståelsesrabat ved tilståelse under anken

Der kunne ikke gives tilståelsesrabat i et tilfælde, hvor tiltalte var dømt i byretten mod sin benægtelse og efterfølgende tilstod under ankesagen i landsretten

Sag 100/2024

Dom afsagt den 15. maj 2025

Anklagemyndigheden
mod
T
T var straffet med fængsel i 16 år for i forening med flere andre at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af 300 kilo kokain samt for forsøg på ulovlig tvang. 

Sagen for Højesteret angik bl.a. strafudmålingen, herunder navnlig om T’s tilståelse under anken kunne tillægges betydning ved straffens fastsættelse, og om straffen på grund af særdeles skærpende omstændigheder kunne overstige den foreskrevne strafferamme for hovedforholdet, jf. straffelovens § 88, stk. 1. 

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at der ikke forelå sådanne særdeles skærpende omstændigheder, at der var grundlag for at bringe straffelovens § 88, stk. 1, i anvendelse. 

Med hensyn til spørgsmålet om tilståelsesrabat bemærkede Højesteret, at en tilståelse, der først afgives under anken af en domsmandssag eller nævningesag, som det helt klare udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen. 

Da der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet, stadfæstede Højesteret landsrettens dom på fængsel i 16 år. 

Læs Højesterets afgørelse i sag 100/2024 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 100/2024 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag 100/2024 i Domsdatabasen