Gå til sidens indhold

Højesteret

19 dec. 2025

Højesteret

Om godtgørelsen for sikkerhedsbrud

Ikke grundlag for godtgørelse efter databeskyttelsesforordningen

Sagerne BS-14485/2025-HJR, BS-14653/2025-HJR, BS-15152/2025-HJR og BS-16195/2025-HJR

Dom afsagt den 19. december 2025

A,
B,
C
og
D

mod

Gladsaxe Kommune

Biintervenient til støtte for Gladsaxe Kommune: 
Kommunernes Landsforening – KL

I slutningen af november 2018 foretog økonomiafdelingen i Gladsaxe Kommune halvårlig kontrol af beregningerne for mellemkommunal refusion. Til brug for kontrollen blev der udarbejdet et regneark med oplysninger om ca. 20.000 borgere. En medarbejder havde gemt regnearket på en bærbar computer, der blev stjålet fra rådhuset. Kommunen anmeldte til Datatilsynet, at tyveriet indebar et brud på persondatasikkerheden. De berørte borgere, herunder A, B, C og D, blev orienteret om sikkerhedsbruddet.  

For Højesteret angik sagen, om A, B, C og D havde krav på godtgørelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 82. Hovedspørgsmålet var, om de havde godtgjort, at de havde lidt skade omfattet af artikel 82, og om skaden var en følge af kommunens behandling af deres personoplysninger i regnearket eller sikkerhedsbruddet ved tyveriet af computeren. 

A, B, C og D havde forklaret, at kommunens behandling af deres personlige oplysninger i regnearket og sikkerhedsbruddet havde påført dem frygt og andre negative følelser. Der forelå ikke oplysninger om, at regnearket på computeren, der blev stjålet i 2018, var kommet til uvedkommende tredjemands kendskab, eller om at oplysningerne i regnearket er blevet misbrugt. 

Højesteret fandt, at den frygt og de øvrige negative følelser, som A, B, C og D henviste til, ikke kunne anses for at være velbegrundet henset til regnearkets karakter og omstændighederne ved tyveriet af computeren. Ud over deres egne forklaringer var der ikke fremlagt beviser, der støttede, at de havde lidt skade som følge af kommunens behandling af deres personlige oplysninger i regnearket eller sikkerhedsbruddet. 

Højesteret fandt herefter, at A, B, C og D ikke havde godtgjort, at de havde lidt skade omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 82 som følge af kommunens behandling af deres personoplysninger i regnearket eller sikkerhedsbruddet ved tyveriet af computeren.

Højesteret tiltrådte, at Gladsaxe Kommune var frifundet for de rejste godtgørelseskrav.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sagerne BS-14485/2025-HJR, BS-14653/2025-HJR, BS-15152/2025-HJR og BS-16195/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sagerne BS-14485/2025-HJR, BS-14653/2025-HJR, BS-15152/2025-HJR og BS-16195/2025-HJR i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sagerne BS-14485/2025-HJR, BS-14653/2025-HJR, BS-15152/2025-HJR og BS-16195/2025-HJR i Domsdatabasen