Om afvisning af udmålingsanke

Sag 56/2025

Kendelse afsagt 16. december 2025 

Anklagemyndigheden
mod
T

Ved Retten i Koldings dom af 9. september 2024 blev T idømt 20 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 og 2, ved at have besiddet og have delt en videosekvens med børnepornografisk materiale (kategori 2) med en ukendt person. 

T ankede den 17. september 2024 dommen til landsretten til formildelse. Det fremgår af hans anke, at han under den mundtlige forhandling ønskede at afgive forklaring om sine personlige forhold, ligesom han ønskede videosekvensen afspillet for landsretten. Statsadvokaten kontraankede den 19. september 2024 byrettens dom til skærpelse.

Hovedforhandlingen af Ts udmålingsanke blev berammet til den 21. januar 2025 kl. 09.00-11.00.

Sagen angik, om landsretten med rette afviste Ts anke, jf. retsplejelovens § 920, stk. 2. 

§ 920, stk. 2, fastsætter, at hvor en dom er anket af tiltalte, og tiltalte udebliver fra et retsmøde under hovedforhandlingen uden dokumenteret lovligt forfald, afviser retten ved kendelse tiltaltes anke, medmindre retten undtagelsesvis finder det nødvendigt at fremme sagen i tiltaltes fravær. 

T var ikke mødt på tidspunktet for hovedforhandlingens berammelse den 21. januar 2025 kl. 09.00. Han havde telefonisk oplyst over for landsretten, at han var forsinket på grund af trafikale problemer, og at han forventede at kunne give møde kl. 09.25. 

Højesteret tiltrådte, at Ts forsinkelse til retsmødet ikke udgjorde lovligt forfald, og at han således måtte anses som udeblevet i retsplejelovens forstand. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at der ikke var grundlag for at kritisere, at landsretten ikke afventede T’s forventede fremmøde kl. 09.25, men traf afgørelse kl. 09.10. 

Spørgsmålet var herefter, om det undtagelsesvist var nødvendigt at fremme sagen i Ts fravær.   

Af forarbejderne til retsplejelovens § 920, stk. 2, fremgår, at undtagelsen forudsættes administreret restriktivt og navnlig vil være relevant i tilfælde, hvor landsretten skønner, at byrettens afgørelse er åbenbart urigtig, f.eks. hvis tiltalte ved den indankede dom er idømt frihedsstraf i en situation, hvor der efter fast praksis alene udmåles bødestraf, og sagen derfor af retssikkerhedsmæssige grunde bør behandles uanset tiltaltes fravær. 

Sagen blev i byretten fremmet som tilståelsessag. I forbindelse med anken oplyste byretten, at Ts forklaring om det strafbare forhold ikke kunne gengives i en retsbog. Byretten havde ikke en lydfil med hans forklaring, som den kunne skrive efter, og dommeren havde heller ikke notater fra retsmødet, som kunne danne grundlag for gengivelse af Ts forklaring. 

Til brug for byrettens behandling af sagen var der ikke indhentet en personundersøgelse efter retsplejelovens § 808, men dommen indeholdt en kort beskrivelse af Ts personlige forhold, hvoraf fremgik bl.a., at han var sund og rask og gerne ville udføre samfundstjeneste. 

Forsvareren protesterede mod sagens afvisning og anmodede om, at udmålingsanken blev fremmet i hans klients fravær. Der var til brug for ankesagen udarbejdet en personundersøgelse efter § 808, og af den fremgår, at T er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. 

På den anførte baggrund fastslog Højesteret efter en samlet vurdering, at det undtagelsesvis var nødvendigt at fremme sagen i Ts fravær, jf. retsplejelovens § 920, stk. 2. 

Højesteret ophævede herefter landsrettens kendelse og hjemviste sagen til realitetsbehandling i landsretten.  

Kendelsen i sag 56/2025 bliver lagt op torsdag d. 18. december