Flygtningekonventionen og varetægtsfængsling

Sag 10/2025 og 20/2025

Kendelser afsagt den 2. oktober 2024

Anklagemyndigheden
mod
T1

og

Anklagemyndigheden
mod
T2

Højesteret har i to kendelser taget stilling til, om Flygtningekonventionen kan være til hinder for varetægtsfængsling af udlændinge, som rejser gennem Danmark i forbindelse med, at de er på vej til et land, hvor de vil søge asyl, og som i forbindelse med udrejse af Danmark benytter et forfalsket pas eller et pas, der tilhører en anden person. Sagerne angik kun, om varetægtsfængsling kunne ske på grundlag af reglerne i retsplejelovens § 762 og hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1. Højesteret skulle således ikke tage stilling til, om Flygtningekonventionen var til hinder for, at de pågældende kunne straffes.

I den ene sag var der tale om en iransk statsborger, der blev anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for dokumentfalsk efter straffeloven ved at have forevist en falsk tysk opholdstilladelse over for en paskontrollør i udrejsekontrollen. Hun forklarede, at hun var rejst fra Iran via Tyrkiet, Schweiz og Sverige og mellemlandet i København for at rejse videre med et fly til Storbritannien for at søge asyl der.

I den anden sag var en somalisk statsborger blevet anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for overtrædelse af straffeloven, fordi han i udrejsekontrollen over for en SAS-medarbejder foreviste et svensk pas udstedt i en anden persons navn. Han forklarede, at han var rejst fra Somalia via en række lande, herunder Italien, hvorfra han var kommet til Danmark, og at han var på vej til Irland for at søge asyl der.

Efter at de var blevet anholdt, ansøgte de begge om asyl i Danmark.

Højesteret udtalte, at det er en betingelse for varetægtsfængsling efter såvel retsplejelovens § 762 som hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse. Ifølge straffeloven er det strafbart at gøre brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold (dokumentfalsk). Det er også strafbart at gøre brug af et ægte dokument som vedrørende en anden person end den, hvem det virkelig angår (personelt falsk). Straffeloven skal imidlertid forstås således, at der ikke er tale om en strafbar handling omfattet af reglerne om dokumentfalsk og personelt falsk, hvis handlingen er straffri ifølge Flygtningekonventionen.

Ifølge Flygtningekonventionen skal flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i konventionens forstand, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

Højesteret udtalte, at formålet med denne regel er at sikre, at flygtninge kan søge tilflugt i et land, der yder beskyttelse efter konventionen, uden risiko for straf for selve det at være på flugt, herunder brug af f.eks. falske eller andre personers rejsedokumenter i forbindelse med rejse og ophold, så længe flugten står på.

Højesteret anførte endvidere, at det i en højesteretsdom af 17. juni 2025 er fastslået, at betingelsen om, at flygtningen skal være kommet direkte fra et område, hvor flygtningens liv eller frihed truedes i konventionens forstand, kan være opfyldt, selv om flygtningen har været i transit i et land, der har tiltrådt konventionen, og hvor flygtningen kunne have søgt asyl.

Højesteret fandt på den baggrund, at reglen om straffrihed i Flygtningekonventionen efter sit formål må forstås således, at heller ikke en flygtning, som benytter et falsk dokument eller en anden persons pas i forbindelse med udrejse fra et transitland, skal kunne straffes herfor, forudsat at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Højesteret bemærkede, at hvis en person ansøger om asyl her i landet, skal afgørelsen af, om personen er konventionsflygtning, træffes af udlændingemyndighederne. Højesteret fandt, at domstolene i en sådan situation under en sag om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762 eller hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, derfor foreløbig må gå ud fra, at den pågældende kan være konventionsflygtning. Det gælder dog ikke, hvis det uden videre er oplagt, at personen ikke kan anses for at være konventionsflygtning.

I begge sager nåede Højesteret efter en vurdering af omstændighederne i de to sager frem til, at de pågældende udlændinge ikke burde have været varetægtsfængslet.

Som nævnt angik sagerne alene spørgsmålet om varetægtsfængsling. Den iranske statsborger var efter byrettens og landsrettens afgørelser om varetægtsfængsling blevet frifundet for dokumentfalsk på grund af manglende forsæt. Straffesagen mod den somaliske statsborger har været udsat på Højesterets afgørelse af sagen om varetægtsfængsling. Højesteret har i en dom af 10. september 2025 fastslået, at en straffesag, hvor den omhandlede regel om straffrihed i Flygtningekonventionen var påberåbt, skulle afvente, at udlændingemyndighederne havde truffet endelig afgørelse om, hvorvidt den tiltalte var konventionsflygtning.

Læs Højesterets afgørelse i sag 10/2025 (pdf)
Læs Højesterets afgørelse i sag 20/2025 (pdf)