09 jul. 2025
Grønlands Landsret
Idømt forvaring på ubestemt tid - K 227/24
En 36 årig mand blev ved Kujalleq kredsret idømt forvaring på ubestemt tid. Han havde dræbt en anden mand, idet han slog og sparkede afdøde adskillige gange på kroppen, armene, benene og i hovedet. Afdøde blev påført kraniebrud og sønderrivning af hjernevævet og herefter afgik ved døden.
Af Grønlands Landsrets dom af 9. juli 2025 fremgår følgende:
Tiltalte, der da boede eller opholdt sig i afdødes lejlighed, henvendte sig den 4. februar 2023 om morgenen til vidnet, der var afdødes bror. Tiltalte har forklaret, at han havde fundet afdøde i stuen og troede, at afdøde havde fået krampe. Broderen har forklaret, at tiltalte blot havde sagt, at afdøde havde det dårligt, hvorefter de to gik hen til afdødes lejlighed for at se til ham. Her fandt de afdøde liggende på maven på gulvet i stuen. Der blev herefter ringet til portøren på sygehuset, og portøren konstaterede ved sin ankomst, at han var afgået ved døden.
Det kan efter flere forklaringer lægges til grund, at tiltalte var temmelig beruset den 3. februar 2023 om aftenen, og vidnet har forklaret, at tiltalte var oppe at køre og forsøgte at slå ham med en pose med øl.
Tiltalte har ikke nærmere kunnet redegøre for sin færden på gerningstidspunktet, herunder hvor han sov natten mellem den 3. og 4. februar 2023
Afdøde blev fundet liggende ved en blodpøl, og det må efter de tekniske erklæringer og fotos vedrørende spor i blodet på stuegulvet lægges til grund, at afdøde er blevet flyttet ca. 30 cm, meget muligt ved træk i buksebenene, da hans bukser var trukket lidt ned.
Yderligere kan det lægges til grund, at dele af gulvet i stuen, gulvet i gangen og i køkkenet er blevet aftørret, således at spor, herunder i eller fra blod ikke umiddelbart kunne ses.
Landsretten lægger efter indholdet af obduktionsrapporten med supplement og de tekniske erklæringer som også ubestridt til grund, at afdøde er blevet dræbt som beskrevet i anklageskriftet som følge af kraniebrud med hjernelæsion, herunder ved anvendelse af den sauterpande, der blev fundet i køkkenet.
Der er tre steder ved håndtagene på sauterpanden, som tiltalte har forklaret, at han ikke kan genkende, fundet DNA, der med største sandsynlighed stammer fra tiltalte. Tiltalte har dog også forklaret, at han ind imellem lavede mad hos afdøde.
Der er fundet sålaftryk som efter blod i køkkenet og stuen på områder, hvor der var sket aftørring, hvilke aftryk svarende til de sko, som tiltaltes bar, da han blev anholdt den 9. februar 2023, med en grad af sikkerhed angivet som henholdsvis ”stærkt indicium” og ”kan ikke udelukkes”.
Der er endvidere flere steder på afdødes bukser, herunder flere steder forneden på buksebenene, fundet DNA, der med den største sandsynlighed stammer fra tiltalte. Landsretten skal dog i den forbindelse bemærke, at afdødes tøj, efter at det på sygehuset blev klippet af afdøde, blev opbevaret samlet i en pose og først senere undersøgt for spor.
Yderligere er der i negleskrab fra afdødes venstre hånd fundet DNA, der med største sandsynlig stammer fra tiltalte, ligesom der på en sort jakke, som ifølge tiltaltes forklaring tilhørte ham, to steder er fundet DNA, der med største sandsynlighed stammer fra afdøde, heraf et sted i noget, der muligvis var blod, og i blod på et ærme.
Endelig er der på en bluse svarende til den bluse, som tiltalte ifølge et foto bar den 3. februar 2023 om eftermiddagen, på et ærme fundet blod med DNA, der med den største sandsynlighed stammer fra afdøde.
Det bemærkes dog vedrørende jakken og blusen, at det er uklart, hvor og hvornår de pågældende effekter er taget i bevaring med henblik på sikring af spor.
Selv med den usikkerhed, der er knyttet til sikringen af DNA på tøj tilhørende eller brugt af henholdsvis afdøde og tiltalte, finder landsretten ved en samlet vurdering af de ovennævnte DNA-fund og omstændigheder i øvrigt, at det med den fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte dræbte afdøde som beskrevet i anklageskriftet, og det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 86, stk. 1.
Tiltalte er tidligere fundet skyldig i vold, forsøg på voldtægt og drab, og det må på grundlag af de retspsykiatriske erklæringer med beskrivelser af tiltalte samt Retslægerådets erklæring af 9. august 2023 lægges til grund, at der en ganske betydelig risiko for fremtidig lige-artet kriminalitet, og at tiltalte således frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Den supplerende retspsykiatriske erklæring af 9. januar 2025 ændrer ikke herved.
Landsretten finder herefter og i overensstemmelse med de afgivne erklæringer at anvendelse af forvaring er nødvendig for at forebygge denne fare, jf. kriminallovens § 161.
Landsretten stadfæster derfor kredsrettens dom.
Kredsrettens dom i sagen mod tiltalte stadfæstes.
Sagsnummer: K 227/24
Domme med forklaringer (kommer senere)