Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

02 apr. 2025

Grønlands Landsret

Kredsrettens dom om konfiskation stadfæstet - K 168/24

En 40 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt for domfældte i 1 år og 7 måneder for flere forhold, som euforiserende stoffer og hæleri. Han havde skaffet sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en lovovertrædelse, idet han var i besiddelse af 250.000 kr.

Af Grønlands Landsrets dom af 4. april 2025 fremgår følgende: 

Forhold 1
Det kan lægges til grund, at der den 9. juli 2023 blev fundet i alt 4.428 gram cannabis i lejligheden, som var beboet af vidnet. Lejligheden bar derudover tydeligt præg af at være anvendt til at behandle cannabis, og at dette arbejde fortsat pågik. Det kan endvidere lægges til grund, at lejligheden tilhørte tiltaltes selskab, og at han ikke havde betalt hverken husleje eller depositum. Endelig kan det lægges til grund, at tiltalte i hvert fald var i lejligheden den 3. juli 2023. 

Tiltaltes selskab har i grundlovsforhøret forklaret, at tiltalte kom med hashen og blandede det op i lejligheden. Landsretten finder, at vidnet har afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring for kredsretten.

Derudover var tiltalte i besiddelse af en TOR vejledning, hvori beskrives fremgangsmåden for at købe større mængder euforiserende stoffer på Dark-web.

På den baggrund findes det bevist, at tiltalte er skyldig i besiddelse af den mængde cannabis, der er beskrevet i anklageskriftet. 

Henset til mængden af cannabis lægger landsretten til grund, at besiddelsen var henblik på videresalg.

Herefter tiltrædes Kredsrettens afgørelse.

Forhold 2
Der blev i tiltaltes bil fundet 250.000 kr. kontant fortrinsvis i små sedler. Tiltalte har ikke givet en troværdig forklaring på, hvordan han er kommet i besiddelse af kontanterne, og hvorfor han havde dem.

Tiltalte er i forhold 1 fundet skyldig i besiddelse af ca. 4,5 kg. cannabis med henblik på videresalg. 

Det fremgår endvidere af SMS´er fra 2021 og 2022 fra en kvinde, som tiltalte boede sammen med frem til 2019, at tiltalte tjener penge på hash.

Tiltalte findes på den baggrund skyldig i besiddelse af 250.000 kr., der stammede fra salg af minimum 300 gram hash.

På den baggrund tiltrædes kredsrettens afgørelse.

Tiltalte er derudover fundet skyldig i forhold 3 og 4, der ikke har været en del af anken.

Foranstaltning
Efter mængden af euforiserende stoffer og tiltaltes rolle fastsættes foranstaltningen til anbringelse i anstalt i 1 år og 6 måneder.

I øvrigt stadfæstes kredsrettens dom i forhold til konfiskation

Sagsomkostninger
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.

Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte foranstaltes med anbringelse i anstalt i 1 år og 6 måneder.

Kredsrettens dom om konfiskation stadfæstes.

 

Sagsnummer: K 168/24

Domme med forklaringer (kommer senere)