13 feb. 2025
Grønlands Landsret
Tiltalte idømt 80 timers samfundstjeneste - K 256/24
En 39 årig mand blev ved Kujalleq kredsret idømt 2 måneders anbringelse i anstalten for domfældte for tyveri af rubiner til en værdi af 38.520 kr., verbale trusler på livet overfor en taxachauffør, og to forhold, der omhandler spirituskørsel.
Af Grønlands Landsrets dom af 13. februar 2023 fremgår følgende:
Tiltalte er i kredsretten dømt for tyveri af rubiner til en værdi af 38.520 kr., verbale trusler på livet overfor en taxachauffør, og to forhold, der omhandler spirituskørsel. Den første spirituskørsel skete den 6. marts 2021, hvor tiltalte kørte med en promille på 1,81 og den anden spirituskørsel skete den 3. september 2022, hvor tiltalte kørte med en promille på 1,83. Tyveriforholdet og trusselsforholdet er begået imellem de to spirituskørsler.
Efter en samlet vurdering af forholdenes grovhed, tiltaltes personlige forhold og den lange sagsbehandlingstid fastsættes foranstaltningen til 80 timers samfundstjeneste, som skal udføres indenfor en længstetid på 8 måneder, jf. kriminallovens § 141, stk. 1, 1. og 2. punktum. Han undergives tilsyn af Kriminalforsorgen i et år, jf. kriminallovens § 141, stk. 2.
Landsretten er enig med kredsretten i, at den lange sagsbehandlingstid, som ikke skyldes tiltaltes forhold, skal medføre, at tiltalte idømmes en mildere foranstaltning. Endvidere har landsretten lagt vægt på, at tiltalte aktivt har arbejdet på at forbedre sine personlige forhold, og at han har forsøgt at reparere på skaderne af sine handlinger, blandt ved at undskylde overfor offeret i trusselsforholdet.
Det er fastslået af Højesteret i flere sager, at lang sagsbehandlingstid ikke giver grundlag for formildelse af førerretsfrakendelsen. Det fremgår endvidere af færdselslovens § 60, nr. 1, at frakendelsen skal ske ubetinget, hvis føreren af en bil har haft en promille, der over-stiger 1,20. Da der ikke er fremkommet oplysninger om, at der i denne sag er særlig formildende omstændigheder, jf. færdselslovens § 60, stk. 2, ændres førerretsfrakendelsen til ubetinget frakendelse af førerretten i to år, jf. færdselslovens § 60, stk. 3.
Tiltalte idømmes 80 timers samfundstjeneste, som skal udføres indenfor en længstetid på 8 måneder. Han undergives tilsyn af Kriminalforsorgen i et år.
Tiltalte frakendes ubetinget retten til at føre motordrevet køretøj i to år.
Sagsnummer: K 256/24