Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

08 okt. 2025

Grønlands Landsret

Kredsrettens dom stadfæstet med ændring - K 108/25

En 30 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt i 4 måneder. Tiltalte havde stukket forurettede i venstre arm med kniv, hvorved han pådrog sig et ca. 7 cm langt snitsår.

Af Grønlands Landsrets dom af 8. oktober 2025 fremgår følgende:

Efter de afgivne vidneforklaringer sammenholdt med de lægelige oplysninger i sagen, anser landsretten det for bevist, at tiltalte har stukket forurettede i venstre arm, som beskrevet i anklageskriftet. 

Efter de samstemmende forklaringer om, at tiltalte tog fat i kniven, mens hun stod tæt på forurettede, der forsøgte at berolige hende, fordi hun var ophidset og vred på ham sammenholdt med, at hun har holdt kniven på en sådan måde, at forurettede fik et snitsår, der ifølge politiattesten var 7 cm. langt og 5 mm dybt, anser landsretten det for bevist, at tiltalte må have indset, at det var i hvert fald overvejende sandsynligt, at hun ville ramme forurettede med kniven, når hun vendte sig imod ham, og at hun derved ville påføre ham alvorlige skader. 

Herefter stadfæstes kredsrettens bevisvurdering.

Landsretten fastsatte foranstaltningen til 80 timers samfundstjeneste, som skal udføres indenfor en længstetid på 8 måneder, jf. kriminallovens §§ 140 og 141, stk. 1, jf. § 77, stk. 1, jf. § 12. Tiltalte undergives endvidere tilsyn af kriminalforsorgen i 1 år og 6 måneder, jf. kriminallovens §141, stk.  2.

Ved fastsættelsen af foranstaltningen har landsretten lagt vægt på navnlig, at tiltalte er dømt for umotiveret grov vold, hvor hun har anvendt en kniv og påført forurettede et sår på venstre arm, som måtte sys med 11 sting. Vold af denne karakter vil som udgangspunkt medføre anstaltsanbringelse i flere måneder. 

I denne sag finder landsretten dog, at anbringelse i anstalt ikke er en nødvendig eller passende foranstaltning, fordi sagen har haft en urimelig lang sagsbehandlingstid på omkring 2½ år. Den urimeligt lange sagsbehandlingstid skyldes ikke tiltalte, som desuden har gode personlige forhold og af Kriminalforsorgen er vurderet egnet til samfundstjeneste.

Kredsrettens dom stadfæstes med den ændring, at foranstaltningen fastsættes til ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Arbejdspligten skal opfyldes indenfor en længstetid på 8 måneder. Tiltalte undergives tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år og 6 måneder.

 

Sagsnummer: K 108/25

Domme med forklaringer