Uberettiget videregivet personoplysninger fra sag hos Erstatningsnævnet

Dom afsagt: 12. januar 2026

Sagsnummer: BS-53777/2023-VIB

F
og
F’s mor
mod
Civilstyrelsen

Sagen kort fortalt

Ved Østre Landsrets dom af 9. juli 2020 blev G idømt fængsel i 2 år for bl.a. flere forhold af blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb mod den dengang 13-årige F. G blev desuden dømt for at have fremsat trusler mod F. Endelig blev G dømt til at betale tortgodtgørelse til F. F blev herefter tilkendt godtgørelse ved Erstatningsnævnet med efterfølgende udbetaling fra Civilstyrelsen.

Efter anmodning tilkendte Erstatningsnævnet desuden F godtgørelse for svie og smerte på 80.000 kr., hvilket beløb blev udbetalt fra Civilstyrelsen.

I forbindelse med regreskravet for den udbetalte godtgørelse for svie og smerte udleverede Civilstyrelsen anonymiseret kopi af afgørelsen fra Erstatningsnævnet om udbetaling af tortgodtgørelse med oplysning om datoen for afgørelsen, navnet på sagsbehandleren og nævnsmedlemmerne i Erstatningsnævnet og oplysning om, at F havde fået udbetalt godtgørelse for svie og smerte.

G’s advokat anmodede efterfølgende om aktindsigt i grundlaget for kravet om godtgørelse for svie og smerte, og Civilstyrelsen udleverede herefter til G’s advokat sagsakter omfattende rets- og dombøger og delvist ekstraherede dokumenter omfattende bl.a. opstartsskema og afsluttende notat fra Børnehus Sjælland, korrespondance og udtalelse fra F’s psykolog, børnefaglig undersøgelse og retspatologisk afdelings personundersøgelse af F.

Efter at have fået aktindsigt i regressagen og de sagsakter, der var blevet tilsendt G, anmeldte F’s mor Civilstyrelsen til Datatilsynet. Datatilsynet udtalte alvorlig kritik af Civilstyrelsens videregivelse af visse oplysninger til G, idet Datatilsynet fandt, at oplysningerne ikke var nødvendige at videregive, og at videregivelsen derved ikke skete inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, idet navne og adresser på F’s psykologer, navnet på F’s nye skole, fornavne på F’s mor og F’s søster, oplysninger om F’s mors og fars stillinger og oplysninger om, at F’s mor var sygemeldt, alle var oplysninger, der ikke burde være blevet udleveret. Civilstyrelsen anerkendte, at videregivelsen af de disse oplysninger udgjorde en culpøs retsstridig handling, som havde været egnet til at krænke F’s selv- og æresfølelse, og at der derfor var grundlag for udmåling af tortgodtgørelse på 15.000 kr.

Civilstyrelsen anerkendte ligeledes, at den konkrete udlevering til G’s advokat udgjorde en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, men gjorde gældende, at F opnåede oprejsning herfor ved udmåling af tortgodtgørelse på 15.000 kr.

For retten var spørgsmålet herefter, om der i forhold til F var grundlag for at udmåle en større godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og/eller EMRK artikel 3 og/eller artikel 8, og om der var grundlag for at tilkende erstatning for ikke-økonomisk skade efter GDPR artikel 82.

Spørgsmålet var endvidere, om der i forhold til F’s mor var grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og/eller EMRK artikel 8, og om der var grundlag for at tilkende erstatning for ikke-økonomisk skade efter GDPR artikel 82.

Sagens udfald

Retten fandt, at Civilstyrelsens videregivelse af de pågældende oplysninger skete som led i den retlige behandling af regreskravet vedrørende svie- og smertegodtgørelsen og derved under Civilstyrelsens varetagelse af sine lovbestemte opgaver. I de tilfælde, hvor skadevolderen fremsætter anmodning herom, kan Civilstyrelsen være forpligtet til at udlevere den underliggende dokumentation for regreskravet, hvis denne dokumentation er nødvendig for at opfylde beviskravet i en eventuel civil sag. Civilstyrelsen havde således haft et legitimt og lovhjemlet grundlag for at videregive de relevante personoplysninger, som var nødvendige for at opfylde Civilstyrelsens forpligtelse til at søge regres mod skadevolderen.

Det kræver en særlig grundig behandling og gennemgang af nødvendighedskravet med afvejning af behovet for videregivelse af oplysningerne over for de berørtes ret til at beskytte fortroligheden af oplysningerne, så omfanget af videregivelsen ikke går videre end, hvad der er egnet til og påkrævet for at opfylde målet om at løfte bevisbyrden i regressagen.

I forhold til F fandt retten, at navnlig de nærmere beskrivelser af F’s psykiske forhold i de børnefaglige undersøgelser, udfærdiget på baggrund af F’s udtalelser afgivet under fortrolige psykologsamtaler, samt helbredsoplysningerne om hendes fysiske helbred på grund af deres intime karakter måtte anses for særdeles personfølsomme. Retten fandt, at videregivelsen af disse oplysninger henset til sagens særlige omstændigheder udgjorde en krænkelse af F’s ret til privatliv, idet indgrebet hverken var proportionalt med det tilsigtede mål eller "nødvendigt i et demokratisk samfund til beskyttelse af andres rettigheder og friheder", jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. De fremlagte fraværsrapporter sammenholdt med antallet af konsultationer og de konkluderende opsummeringer fra psykologerne om F’s helbredsforhold måtte efter deres indhold umiddelbart anses for i tilstrækkelig grad at opfylde Civilstyrelsens lovbestemte krav om at dokumentere regreskravet og løfte bevisbyrden for det erstatningsretlige ansvarsgrundlag i en sag om godtgørelse for svie og smerte.

Af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan udledes, at godtgørelse som udgangspunkt fastsættes inden for rammerne af Domstolens mindstebeløb, referencebeløb og maksimumbeløb, med referencebeløbet som udgangspunkt.

Retten tilkendte herefter F godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 på 112.500 kr. svarende til referencebeløbet.

I forhold til F’s mor fandt retten, at de videregivne oplysninger udgjorde en krænkelse af hendes ret til privatliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Henset til krænkelsens karakter, fandt retten, at krænkelsen ikke kunne begrunde en økonomisk godtgørelse. Anerkendelse af krænkelsen måtte i sig selv anses for at udgøre en tilstrækkelig og rimelig kompensation for det ikke-økonomiske tab, som F’s mor havde lidt.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 12. januar 2026.