17 dec. 2025
Retten i Viborg
Dom i sag om voldtægt og vidnetrusler
Dom afsagt: 17. december 2025
Retten i Viborg har i dag afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 42 årig mand er idømt forvaring for voldtægt af en nu 22 årig kvinde og for vidnetrusler mod kvinden og hendes veninde.
Sagsnummer: SS1954/2025
Sagen kort fortalt
Manden var tiltalt for både for at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje i form af oralsex uden kvindens samtykke. Han var endvidere tiltalt for vidnetrusler.
Sagens udfald
Et enigt nævningeting frifandt tiltalte for at havde tiltvunget sig oralsex uden kvindens samtykke og lagde i den forbindelse vægt på kvindens forklaring om deres forudgående seksuelle relation, og at kvinden selv forklarede, at denne del ikke adskilte sig fra tidligere episoder, og at hun hverken tidligere eller under denne episode sagde fra over for måden det skete på.
Tre dommere og fem nævninger fandt tiltalte skyldig i voldtægt og lagde vægt på, at kvinden havde afgivet en troværdig og detaljeret forklaring om forløbet op til, under og efter voldtægten, som var støttet af andre omstændigheder i sagen. Én nævning ville frifinde tiltalte.
Et enigt nævningeting fandt endvidere tiltalte skyldig i vidnetrusler begået over for kvinden og hendes veninde.
Tiltalte, der tidligere mange gange var straffet for bl.a. for vold, trusler, ulovlig tvang, vidnetrusler og fire gange tidligere for voldtægt blev mentalundersøgt under sagen. Retslægerådet udtalte bl.a. om tiltalte, at han sandsynligvis udgjorde en så væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring fandtes påkrævet for at forebygge denne fare.
Et enigt nævningeting idømte tiltalte til forvaring.
Tiltalte, som er statsløs palæstinenser født i Libanon og som kom til Danmark som barn, blev ved dommen for anden gang udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Kvinden blev ved dommen tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr.
Tiltalte ankede dommen til Vestre Landsret ved domsafsigelsen med påstand om frifindelse.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressedommer Rune Kjærgaard Seest på rune@domstol.dk under henvisning til rettens sagsnummer SS 1954/2025.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 17. december 2025.