22 dec. 2025
Retten i Viborg
Dom for bl.a. besiddelse af eksplosivstoffer i Silkeborg
Dom afsagt: 22. december 2025
En 34-årig mand fra Silkeborg er idømt 5 års fængsel for bl.a. besiddelse af eksplosivstoffer, herunder med henblik på fremstilling af sprængstoffet TATP, i Silkeborg i juni 2025 under særligt skærpende omstændigheder.
Sagsnummer: SS3285/2025
Sagen kort fortalt
Sagen drejede sig bl.a. om besiddelse under særligt skærpende omstændigheder af flere forskellige kemikalier med henblik på fremstilling af sprængstoffet TATP og besiddelse af 1.500 gram nitrocellulose i en lejlighed i Silkeborg den 24. juni 2025. Politiets fund medførte dengang en afspærring af området i byen. Politiet fandt ved samme lejlighed flere forskellige euforiserende stoffer, slagvåben og stjålne computere, som også indgik i sagen. Den 34-årige blev varetægtsfængslet den 25. juni 2025 og har været varetægtsfængslet under sagen.
Sagens udfald
Den 34-årige mand blev efter sin erkendelse fundet skyldig i forholdene, herunder overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at den 34-årige tidligere var straffet for bl.a. våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og for narkotikakriminalitet, og at han var prøveløsladt fra en tidligere dom på 6 års fængsel. Reststraffen fra prøveløsladelsen på godt 2 års fængsel indgik i den samlede straf på 5 års fængsel.
Den 34-årige, som blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen, vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Viborg den 22. december 2025.