Et dødsbos retlige interesse i at få prøvet afgørelse om en arbejdsskade

Skadelidte var i 2007 udsat for en episode, hvor en beboer på det bosted, hun arbejdede, truede hende med en kniv. Skadelidte anmeldte herefter hændelsen som en arbejdsskade. Ankestyrelsen anerkendte ikke, at skadelidte var påført en psykisk arbejdsskade ved hændelsen. Skadelidte anlagde herefter retssag mod Ankestyrelsen med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende hændelsen som en arbejdsskade. Skadelidte døde, mens retssagen verserede ved byretten, og dødsboet efter skadelidte indtrådte i sagen og nedlagde påstand om, at dødsboet havde retlig interesse i sagen. Efter skadelidtes død udtalte Retslægerådet under sagen, at hændelsen havde været afgørende for udviklingen af posttraumatisk belastningsreaktion. Under sagen var der enighed om, at arbejdsskademyndighederne på baggrund af erklæringerne fra Retslægerådet ville have genoptaget behandlingen af skadelidtes arbejdsskadesag, hvis hun havde været i live.

Byretten afviste sagen

Byretten henviste til, at det følger af arbejdsskadesikringsloven og tillige for så vidt angår ydelse af godtgørelse for varigt mén, fastslået i U 2008.1428 H, at godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne er personlige ydelser, som forudsætter, at skadelidte er i live på det tidspunkt, hvor arbejdsskademyndighederne træffer afgørelse om kravet. Hvis skadelidte er afgået ved døden forinden, kan der ikke anses for opstået et krav, som kan falde i arv. 

Byretten lagde vægt på, at der på tidspunktet for skadelidtes død ikke var truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne eller godtgørelse for varigt mén som følge af en anerkendt arbejdsskade, og at der som følge deraf ikke var opstået et krav, som kunne falde i arv. 

Herefter havde dødsboet ikke nogen retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden med mulig følgende genoptagelse af arbejdsskadesagen til følge, da boet ikke var erstatningsberettiget og et eventuelt senere godtgørelses- eller erstatningsbeløb for varigt mén og erhvervsevnetab ikke ville falde i arv til boet. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten henviste, som byretten, til bestemmelserne i arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 4 og 5, og forarbejderne til bestemmelserne, hvoraf det følger, at erstatning for tab af erhvervsevne er en personlig ydelse, som forudsætter, at skadelidte er i live på det tidspunkt, hvor arbejdsskademyndig-hederne træffer afgørelse om ret til erstatning. Hvis skadelidte er afgået ved døden inden dette tidspunkt, er der derfor ikke opstået krav, som kan falde i arv. Landsretten henviste også til, at det samme gælder i relation til godtgørelse for varigt mén, jf. Højesterets dom af 19. marts 2008 (U 2008.1428 H). 

Landsretten fandt ikke, at der var holdepunkter for at antage, at der kunne gøres undtagelse fra det anførte, selv om der var grund til at rejse tvivl om rigtigheden af afgørelsen om afslag på anerkendelse af skadelidtes arbejdsskade. 

Herefter tiltrådte landsretten, at dødsboet ikke havde retlig interesse i at få prøvet, om skadelidte i 2007 pådrog sig en arbejdsskade. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/30960.

Dommen er trykt i U 2026.331 V.