Udvisning af EU-borger med lovligt ophold i Danmark i ca. 32 år

Den tiltalte var polsk statsborger og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 32 år. Hun havde flere voksne børn i Danmark og børnebørn. Hun var førtidspensionist. Hun havde tidligere besøgt Polen hvert fjerde eller femte år, men havde ikke længere kontakt til nogen i Polen.

Den tiltalte var i straffesagen sammen med en medtiltalt tiltalt for overtrædelse af § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer ved i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have været i besiddelse af 2.247,9 gram amfetamin med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder.

Byretten idømte den tiltalte fængsel i 4 år og udviste hende af Danmark med indrejseforbud i 6 år

Den tiltalte erkendte besiddelse af 1.230,9 gram amfetamin, men nægtede sig i øvrigt skyldig. Byretten fandt den tiltalte skyldig efter anklageskriftet, men således at alene besiddelsen af 1.017 gram amfetamin var begået i forening med den medtiltalte. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 år.

Byretten fandt, at den udøvede kriminalitet måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, og hvor udvisning var bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 3, litra a. Byretten fandt endvidere, at en udvisning på baggrund af den tiltaltes forhold sammenholdt med den begåede kriminalitet ikke kunne anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Efter en afvejning af den begåede kriminalitet sammenholdt med den tiltaltes personlige forhold og tilknytning til Danmark fandtes en udvisning for bestandigt med sikkerhed at være i strid med opholdsdirektivet og Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Den tiltalte blev herefter udvist med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at den tiltalte var fundet skyldig, og at straffen var fastsat til fængsel i 4 år.

Landsretten fandt ligesom byretten, at den tiltaltes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Under henvisning til længden af den tiltaltes lovlige ophold i Danmark, tiltrådte landsretten, at det tillige var en betingelse for udvisning, at udvisningen var bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a.

Herefter tiltrådte landsretten, at udvisning efter oplysningerne om den tiltaltes personlige forhold ikke kunne anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. pkt., sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Landsretten tiltrådte endvidere, at indrejseforbuddet var fastsat til 6 år.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/11490.