Størrelsen på erstatningen for uberettiget varetægtsfængsling

Erstatningssøgende blev den 5. december 2017 anholdt og den 6. december 2017 varetægtsfængslet som sigtet for drabsforsøg blandt andet begrundet i, at han var identificeret som den person, der var fotograferet på et ATK-foto tæt på gerningsstedet umiddelbart efter gerningstidspunktet.

Politiet var forud for anholdelsen af erstatningssøgende blevet gjort opmærksom på, at personen på ATK-fotoet også kunne være en anden navngiven person, men disse oplysninger blev ikke ført til rapport og ikke gjort tilgængelige for anklagemyndigheden, forsvareren eller retten. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 15. marts 2019 blev erstatningssøgende frifundet efter anklagemyndighedens endelige påstand, da der var fremkommet oplysninger, der gav anledning til tvivl om, hvem den egentlige gerningsmand var. Han blev samme dag løsladt efter at have været varetægtsfængslet i 466 døgn. 

Erstatningssøgende rejste krav om erstatning over for anklagemyndigheden navnlig for uberettiget varetægtsfængsling. Han ansøgte, dels om takstmæssig erstatning forhøjet med 200 %, og dels om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Statsadvokaten i København imødekom kun delvist erstatningskravet, idet der blev ydet takstmæssig erstatning for frihedsberøvelsen tillagt 100 % på grund af sigtelsen for drabsforsøg, men ikke tillagt yderligere 100 % som følge af fejl og pligtforsømmelse fra politiets side. Den del af kravet, der vedrørte tabt arbejdsfortjeneste, blev også kun delvist imødekommet. Rigsadvokaten stadfæstede afgørelsen og udtalte blandt andet, at Rigsadvokaten ligesom statsadvokaten og Politiklagemyndigheden fandt, at pligten til at udfærdige rapport om tilgåede oplysninger ikke var iagttaget under sagen, men at dette ikke kunne føre til en forhøjelse af erstatningen som krævet af erstatningssøgende. 

Ved brev af 2. december 2020 begærede erstatningssøgende kravet indbragt for retten.

Byretten frifandt anklagemyndigheden

Byretten anførte indledningsvist, at det måtte lægges til grund, at politiets pligt til at udfærdige rapport om tilgåede oplysninger under efterforskningen ikke var iagttaget i sagen, at oplysninger af væsentlig betydning for mistankegrundlaget ikke havde været fremlagt for blandt andet forsvareren, og at den anden navngivne person var blevet efterlyst til sagen vedrørende drabsforsøg samt varetægtsfængslet in absentia af Retten på Frederiksberg den 28. maj 2019.

Byretten fandt imidlertid, at det ubehag, som den erstatningssøgende var blevet påført ved den uberettigede varetægtsfængsling, ikke var påvirket af, at der var blevet begået fejl som angivet i forbindelse med den efterforskning, der lå til grund for frihedsberøvelsen af erstatningssøgende.

Byretten fandt ikke, at der forelå sådanne ganske særlige forhold, herunder at varetægtsfængslingen skulle have været ekstraordinært belastende for erstatningssøgende, at der var grundlag for en forhøjelse i forhold til standardtaksten, jf. herved navnlig U 1997.776 H og U 1997.1498 H, og dette heller ikke med en henvisning til retsplejelovens § 1018 h.

Der var herefter ikke grundlag for at forhøje erstatningen for den uberettigede frihedsberøvelse med yderligere 100 %.

Byretten fandt heller ikke, at erstatningssøgende i relation til kravet om tabt arbejdsfortjeneste havde ført bevis for, at han havde lidt et tab ud over den erstatning, som han allerede var tilkendt i sagen.

Byretten frifandt derfor anklagemyndigheden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at der ikke forelå sådanne ganske særlige forhold, at der var grundlag for en forhøjelse af tortgodtgørelsesbeløbet ud over det beløb, der allerede var ydet erstatningssøgende ved Rigsadvokatens afgørelse af 29. november 2020. Landsretten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at det kunne lægges til grund som ubestridt, at der i det beskrevne omfang var begået fejl og pligtforsømmelse hos politiet i forbindelse med efterforskningen. 

Landsretten stadfæstede endvidere byrettens afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 

Landsretten stadfæstede således i det hele byrettens dom. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/14386.