Bevislempelse for årsagssammenhæng i patientskadesag

Skadelidte fik den 14. juni 2016 amputeret sit højre ben på et hospital som følge af koldbrand som følgetilstand til hans diabeteslidelse. Det blev den 15. juni 2016 under den efterfølgende indlæggelse konstateret, at skadelidte havde udviklet ketoacidose (syreforgiftning).

Skadelidte søgte Patienterstatningen om erstatning med henvisning til, at han var blevet påført en senhjerneskade som følge af diabetisk ketoacidose i forbindelse med behandlingen jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Patienterstatningen anerkendte den 14. december 2018 skaden i form af en varig demens-tilstand efter ketoacidose og tilkendte skadelidte erstatning. 

Ankenævnet for Patienterstatningen ændrede den 26. juni 2018 Patienterstatningens afgørelse med henvisning til, at der alene var tale om en mindre skade af midlertidig karakter, idet Ankenævnet blandt andet lagde vægt på, at skadelidtes kognitive svækkelse/demenstilstand ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives udviklingen af ketoacidose. Skadelidte havde derfor ikke ret til erstatning og godtgørelse. 

Skadelidte anlagde herefter sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen ved stævning af 20. december 2019, hvor han nedlagde påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at skadelidte var påført en skade i form af ketoacidose og deraf følgende demenslignende tilstand sm følge af behandlingen på hospitalet den 15. juni 2016. Ankenævnet for Patienterstatningen påstod frifindelse. 

Der var mellem parterne enighed om, at behandlingen på hospitalet ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, idet skadelidtes blodsukker ikke var blevet målt i en længere periode efter operationen, samt at han derved var blevet påført en skade i form af ketoacidose. 

Byretten tog skadelidtes påstand til følge

Under byrettens behandling af sagen afgav Retslægerådet en besvarelse. Det fremgik heraf blandt andet, at en kombination af a) udviklingen af skadelidtes eventuelle forudbestående kognitive funktionsnedsættelse, b) en hjerneskade som følge af ketoacidose og c) andre forhold med mere end 50 % sandsynlighed var årsag til skadelidtes demenslignende tilstand, men at ketoacidosens isolerede rolle ikke kunne vurderes.

Byretten fandt det indledningsvist bevist, at skadelidte havde udviklet en demenslignende tilstand. Byretten bemærkede herefter, at bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem behandlingen og skaden påhviler skadelidte. På baggrund af oplysningerne i sagen og Retslægerådets besvarelse fandt byretten herefter, at skadelidte ikke havde godtgjort, at behandlingsskaden med overvejende sandsynlighed havde medført den demenslignende tilstand. 

Retten bemærkede dog herefter, at der forelå en fejl, der blandt andet med henvisning til Højesterets dom af 12. januar 2011 (UfR 2011.1019) måtte føre til, at kravene til bevis for årsagssammenhæng skulle lempes. 

Retten fandt på baggrund af sagens beviser og afgivne vidneforklaringer, herunder særligt den tidsmæssige sammenhæng mellem behandlingsskaden og demenssymptomernes opståen, at det var mere sandsynligt, at skadelidtes demenslignende tilstand skyldtes ketoacidosen, end at den var forårsaget på anden vis, hvorfor retten fandt, at der var den fornødne årsagssammenhæng. 

Retten fandt derfor, at der forelå en erstatningsberettiget patientskade, der var omfattet af § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Byretten tog herefter skadelidtes påstand til følge.

Landsretten ændrede byrettens dom 

Under landsrettens behandling af sagen afgav Retslægerådet en supplerende besvarelse. Retslægerådet anførte i besvarelsen blandt andet, at man fandt det muligt, at ketoacidosen havde bidraget til de kognitive klager, men at rådet ikke kunne angive graden af sandsynlighed, da der var konkurrerende årsager.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at det følger af Højesterets domme af 29. maj 2024 (trykt i U 2024.3803) og 11. september 2024 (trykt i U 2024.5157), at betingelsen om, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes, efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forøger risikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade faktisk er indtrådt. Det blev bemærket, at det ikke er ikke muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed (men dog mindre end overvejende sandsynlighed) der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, blandt andet af fejlens karakter.

Landsretten fandt herefter, at hospitalet ikke alene havde tilsidesat specialiststandarden, men at der også klart var begået en ansvarspådragende fejl, hvorfor der var grundlag for bevislempelse. 

Spørgsmålet var herefter, om det var påvist med en vis større sandsynlighed, at skadelidte ikke havde udviklet en demenslignende tilstand, hvis den nævnte fejl ikke var blevet begået.

Landsretten bemærkede i denne forbindelse, at det fremgik af Retslægerådets besvarelser, at det for så vidt angik årsagssammenhængen mellem ketoacidosen den 15. juni 2016 og skadelidtes efterfølgende kognitive vanskeligheder ikke var muligt at angive betydningen af ketoacidosen isoleret, at langvarig skade på nervesystemet er beskrevet efter gentagne ketoacidoser, at der var en tidsmæssig sammenhæng mellem skadelidtes demenssymptomers opståen og indlæggelsesforløbet, og at Retslægerådet ikke med sikkerhed kunne afgøre, om skadelidte opfyldte de diagnostiske kriterier for demens.

Landsretten bemærkede endvidere, at Retslægerådet tillige havde anført, at skadelidte havde en række rikofaktorer for udvikling af kognitive symptomer, ligesom der havde været et blodtab ved operationen.

Landsretten konkluderede derfor, at selv om skadelidtes kognitive funktion måtte anses for at være blevet forværret i en vis tidsmæssig sammenhæng med behandlingen på hospitalet den 15. juni 2016, fandt landsretten efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at skadelidte ikke med en vis større sandsynlighed havde godtgjort, at han ikke havde udviklet en demenslignende tilstand, hvis den ovennævnte fejl ikke var begået.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/12741.