25 sep. 2025
Procesbevillingsnævnet
Beslaglæggelse og ransagning af mobiltelefon
Procesbevillingsnævnet har den 24. september 2025 meddelt en person tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 22. august 2025 (SS-164/2025).
Politiet modtog en oplysning fra en kilde om, at en navngiven person gik rundt og efterspurgte et skydevåben. Kilden oplyste desuden, at det var kildens opfattelse, personens søgen efter et skydevåben var relateret til narkotikamarkedet. Kilden ønskede af sikkerhedsmæssige årsager at være anonym. Politiet vurderede, at kilden var troværdig, og at den navngivne person var identisk med en person, som politiet tidligere havde modtaget en række kildeoplysninger om, hvilket indikerede, at personen var involveret i organiseret narkotikakriminalitet.
På baggrund af en kendelse om tilladelse til at foretage ransagning hos personen som følge af mistanken om overtrædelse af straffelovens § 191 om narkotikakriminalitet, blev der foretaget ransagning på en adresse, som personen havde tilknytning til. Personen var til stede på adressen, hvor politiet foretog ransagningen. Der blev under ransagningen ikke fundet noget af politimæssig interesse i sagen. Personen blev i forbindelse med politiets henvendelse viseret og fundet i besiddelse af en mobiltelefon, som blev beslaglagt med henblik på udlæsning.
Samme aften, som politiet foretog ransagning på adressen, hvor personen var til stede, blev der på en nærliggende adresse i en ubeboet lejlighed af politiet fundet blandt andet en pistol samt ammunition.
Anklagemyndigheden anmodede efterfølgende om rettens godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelsen af mobiltelefonen samt tilladelse til ransagning heraf. Anklagemyndigheden henviste i den forbindelse blandt andet til, at personen med rimelig grund var mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, om besiddelse af skydevåben, ligesom der var grund til at antage, at mobiltelefonen kunne tjene som bevis i sagen eller burde konfiskeres.
Personens forsvarer protesterede over godkendelsen og opretholdelsen af beslaglæggelsen samt ransagningen. Forsvareren gjorde overordnet gældende, at mistankekravet ikke var opfyldt. Forsvareren henviste i den forbindelse til, at der ikke var påvist nogen som helst sammenhæng mellem personen, det fundne våben, samt adressen hvor våbnet blev fundet. Hertil henviste forsvareren til, at den ene kildeoplysning, der satte personen i sammenhæng med et våben, ikke udgjorde et tilstrækkeligt mistankegrundlag.
Byretten godkendte og opretholdt beslaglæggelsen samt tillod politiet at ransage mobiltelefonen
Byretten fandt på baggrund af kildeoplysningen, at personen med rimelig grund var mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, og at der var grund til at antage, at mobiltelefonen kunne tjene som bevis eller burde konfiskeres. Byretten fandt hertil, at de øvrige betingelser for at foretage beslaglæggelse og ransagning var opfyldt.
Personen kærede afgørelsen til landsretten.
Landsretten stadfæstede afgørelsen
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse i henhold til byrettens begrundelse og resultat.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/22680.