12 sep. 2025
Procesbevillingsnævnet
6 måneders anbringelse i anstalt for voldtægt i en grønlandsk sag
Procesbevillingsnævnet har den 10. september 2025 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Grønlands Landsret den 30. januar 2025 (K 197/24)
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af den grønlandske kriminallovs § 77, stk. 1, ved i januar 2024 at have haft samleje med forurettede både vaginalt og analt uden hendes samtykke.
Kredsretten fandt tiltalte skyldig og idømte ham anstaltsanbringelse i 6 måneder
Kredsretten fandt tiltalte skyldig i tiltalen. Kredsretten henviste blandt andet til, at forurettede sagde, at hun ikke havde lyst og i øvrigt forholdt sig passiv og hverken kærtegnede tiltalte, rørte tiltalte på nogen seksuel måde eller i øvrigt deltog aktivt i de seksuelle aktiviteter.
Kredsretten fandt det bevist, at tiltalte havde samleje med forurettede vaginalt og analt uden hendes samtykke, og at dette måtte have stået klart for tiltalte, der således havde forsæt til overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1.
I forhold til foranstaltningen lagde kredsretten vægt på forholdets karakter og hensynet til lovovertrædelsens grovhed sammenholdt med tiltaltes gode personlige forhold, herunder at han ikke var tidligere foranstaltet.
Tiltalte ankede dommen til Grønlands Landsrets.
Grønlands Landsret stadfæstede dommen (dissens)
Grønlands Landsret stadfæstede dommen. Flertallet henviste til, at det efter forurettedes sikre og troværdige forklaring var bevist, at tiltalte havde haft samleje med forurettede uden hendes samtykke. Af de grunde, som kredsretten havde anført, fandtes foranstaltningen passende udmålt, og der var efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre foranstaltningen betinget.
Mindretallet fandt det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed godtgjort, at tiltalte var skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/07042.