Om ankebegrænsningsreglen i samværssager omfatter sager om anden kontakt

Faren havde i 2011 ladet barnet, født samme år, adoptere af morens daværende ægtefælle. Morens ægteskab ophørte i 2012, og hun fik forældremyndigheden over barnet alene i 2022. Faren havde samvær med barnet i tiden frem til august 2021, hvor moren besluttede at afbryde dette.

Faren indledte derefter en sag om fastsættelse af samvær efter forældreansvarslovens § 20 a. Familieretten bestemte i december 2022, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem faren og barnet, hvilket landsretten stadfæstede i februar 2023. I oktober 2023 ophævede Højesteret imidlertid familierettens og landsrettens domme og hjemviste sagen til fornyet behandling i familieretten. Under den hjemviste sag indgik forældrene i maj 2024 forlig omkring samværet, men efter der havde været afholdt en enkelt samværssession, besluttede moren i juli 2024 igen at afbryde samværet.

I november 2024 anmodede faren på ny familieretshuset om fastsættelse af samvær efter forældreansvarslovens § 20 a. Familieretshuset oversendte sidenhen sagen til familieretten efter lov om familieretshuset § 32, idet der ikke fandtes grundlag for at arbejde yderligere med familien.

For familieretten nedlagde faren påstand om, at der skulle fastsættes samvær mellem ham og barnet, subsidiært at der skulle fastsættes anden kontakt end samvær mellem dem. Moren nedlagde påstand om frifindelse. 

Familieretten frifandt moren

Familieretten fandt efter en konkret vurdering, at det af hensyn til barnets trivsel ville være bedst for hende, at faren ikke på daværende tidspunkt havde samvær eller anden kontakt med hende, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 20 a. Moren blev derfor frifundet.

Faren ankede dommen til landsretten med påstand om, at der skulle fastsættes samvær mellem ham og barnet, subsidiært at der skulle fastsættes anden kontakt end samvær mellem dem, mere subsidiært at familierettens dom skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Moren påstod ankesagen afvist med henvisning til, at familierettens dom kun kunne ankes med Procesbevillingsnævnet tilladelse efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., og at sådan ikke forelå.

Landsretten afviste ikke ankesagen

Landsretten anførte, at familieretten ved dommen havde afgjort såvel spørgsmål om samvær som anden kontakt i medfør af forældreansvarslovens § 20 a, og at ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. derfor ikke fandt anvendelse. Dommen kunne derfor, jf. tillige kendelsen trykt i U 2025.1453 V, ankes uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Ankesagen blev derfor ikke afvist.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18044.