Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

28 aug. 2025

Procesbevillingsnævnet

Berammelsestid på over 2 år i en straffeankesag om narkotikakriminalitet

Procesbevillingsnævnet har den 28. august 2025 meddelt en tiltalt tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning om berammelse i en ankesag, der er truffet af Østre Landsret den 14. marts 2025 (S-3604-24)

Tiltalte, som er en udenlandsk statsborger, blev i april 2022 anholdt i Sverige som led efterforskning af en større sag om international organiseret narkotikakriminalitet. Tiltaltes bror blev anholdt samme dag, men i Danmark. Tiltalte blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet in absentia, inden han nogle dage senere blev udleveret fra Sverige. Sigtelsen mod den tiltalte og dennes bror blev under efterforskningen udvidet til at omfatte modtagelse, opbevaring og videreoverdragelse af ikke under 849 kg kokain og heroin samt besiddelse af en lang række skydevåben og egentligt krigsmateriel.

 

Byretten afsagde dom i starten af december 2024, hvor den tiltalte blev idømt fængsel i 20 år og udvist med indrejseforbud for bestandig for særdeles alvorlig narkotikakriminalitet og flere overtrædelser af straffelovens § 192 a om våbenbesiddelse m.m. under særligt skærpende omstændigheder. Byretten bestemte efter domsafsigelsen, at den tiltalte under en eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse af straffen kunne iværksættes, skulle forblive varetægtsfængslet. Tiltalte ankede efterfølgende dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Den tiltaltes bror, som også var blevet idømt en lang fængselsstraf og udvist, ankede også. Anklagemyndigheden ankede tillige dommen.

 

For så vidt angik spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling bestemte landsretten, at den tiltalte og dennes bror skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i ankesagen.

 

Landsretten berammede ankesagen til foråret 2027

 

Landsretten fremsendte i marts 2025 forslag til datoer for hovedforhandlingen til de beskikkede forsvarere for den tiltalte og dennes bror, og landsretten berammede den 14. marts 2025 sagen til hovedforhandling i perioden fra den 19. april 2027 til den 9. juni 2027. Der blev afsat 17 retsdage.

 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

 

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/15435.