Anke af færdselssag hvor der skete strafbortfald

Tiltalte blev i byretten tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved i januar 2021 at have ført en personbil med påhængsvogn på motorvejen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, idet han undlod at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, således at der ikke opstod fare eller forvoldtes skade eller ulempe for andre, idet han indtog et måltid på en sådan måde, at styring af køretøjet ikke var mulig, hvis den forankørende pludselig nedsatte hastigheden eller standsede.

Ved byrettens dom blev ansøger fundet skyldig i tiltalen, men retten bestemte, at den forskyldte bødestraf skulle bortfalde grundet den lange sagsbehandlingstid, der ikke skyldtes tiltaltes forhold. Tiltalte blev desuden betinget frakendt førerretten i tre år.

Tiltalte ankede dommen til landsretten.

Det følger af retsplejelovens § 902, stk. 2, at tiltalte kun kan anke, når denne er idømt andre offentligretlige følger end bøde, konfiskation eller frakendelse i medfør af færdselsloven, eller når tiltalte uden anvendelse af § 897, stk. 1, er idømt en samlet bøde på over 20.000 kr. eller konfiskation for mere end 20.000 kr. Bestemmelsen trådte i kraft den 15. juni 2024 og finder anvendelse på domme afsagt efter lovens ikrafttræden.

Landsretten afviste anken

Landsretten afviste tiltaltes anke. Landsretten henviste til, at landsretternes praksis om § 902, stk. 2, og den tidligere gældende ankebegrænsningsregel i den nu ophævede § 962, stk. 2, ikke sås at være konsistent. I nogle tilfælde havde landsretten lagt til grund, at tiltalte frit kunne anke en dom, hvori der var sket strafbortfald, mens landsretten i andre tilfælde – i hvert fald forudsætningsvis – havde lagt til grund, at tiltalte ikke frit kunne anke sådanne domme.

Landsretten henviste videre til, at det hverken af ordlyden eller forarbejderne til § 902, stk. 2, eller til den tidligere bestemmelse i § 962, stk. 2, fremgik, at domme, hvori der var sket strafbortfald, var undtaget fra ankebegrænsningen.

Strafbortfald sås navnlig at være anvendt i bødesager, herunder færdselssager, som følge af lang sagsbehandlingstid, hvor straffen i normaltilfælde eller fast praksis ville have været en mindre bøde, der var under beløbsgrænsen på 20.000 kr. i § 902, stk. 2. I sådanne tilfælde fandtes der ikke at foreligge særlige hensyn, der kunne begrunde, at anke burde kunne ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Da tiltalte ved dommen ikke blev idømt anden offentligretlig følge end dem, der var nævnt i retsplejelovens § 902, stk. 2, og da det, som tiltalte var fundet skyldig i, efter fast praksis ikke ville have medført en bøde, der oversteg beløbsgrænsen i § 902, stk. 2, fandt landsretten, at anke af dommen krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet jf. § 902, stk. 2, jf. § 903, stk. 1.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/17593.