Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

08 jul. 2025

Procesbevillingsnævnet

Afvisning af straffeankesag på grund af udeblivelse

Procesbevillingsnævnet har den 4. juli 2025 meddelt en tiltalt tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 21. januar 2025 (S-1795-24)

Den tiltalte erkendte overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 og stk. 2, og blev i byretten idømt fængsel i 20 dage. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag.

 

Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets grovhed, samt på at den tiltalte havde tilstået forholdet. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste, uanset den tiltaltes gode personlige forhold.

 

Den tiltalte ankede dommen med påstand om formildelse og anmodede om mundtlig forhandling af anken blandt andet med henblik på at kunne forklare om sine personlige forhold.

 

Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om skærpelse.

 

Landsretten afviste den tiltaltes anke

 

Den tiltalte mødte ikke til hovedforhandlingen i ankesagen, der var berammet til kl. 09.00. Retsformanden oplyste, at den tiltalte telefonisk havde meddelt, at han var forsinket på grund af trafikale forhold, og at han forventede at kunne give møde kl. 09:25.

 

Den tiltaltes forsvarer var mødt og oplyste, at den tiltalte ønskede at få sagen behandlet og at afgive forklaring.

 

Anklageren påstod den tiltaltes anke afvist og oplyste, at anklagemyndighedens kontraanke ville blive frafaldet, hvis den tiltaltes anke blev afvist.

 

Forsvareren protesterede mod afvisning af anken og henviste til, at anken kunne gennemføres efter retsplejelovens § 921, stk. 2, hvorefter anklagemyndighedens anke kan behandles uden den tiltaltes tilstedeværelse, såfremt anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for den tiltaltes skyld, og den tiltaltes forsvarer er mødt.

 

Landsretten afsagde kendelse i sagen kl. 09.10. Landsretten afviste den tiltaltes anke under henvisning til, at den tiltalte var lovligt indkaldt til hovedforhandlingen, at den tiltalte var udeblevet uden at have dokumenteret lovligt forfald, og at landsretten ikke undtagelsesvis fandt det nødvendigt at fremme sagen i den tiltaltes fravær, jf. retsplejelovens § 920, stk. 2.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/07847.