04 jun. 2025
Procesbevillingsnævnet
Telefonaflytning
Procesbevillingsnævnet har den 28. maj 2025 meddelt en beskikket indgrebsadvokat tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 27. marts 2025.
I forbindelse med politiets efterforskning anmodede politiet om rettens tilladelse til at aflytte en telefon tilhørende et familiemedlem til en mistænkt person og tilladelse til at indhente oplysninger om, hvilke telefoner der var sat i forbindelse med telefonen med henblik på at udfinde et aktivt telefonnummer, der blev benyttet af den mistænkte person, som politiet ikke kunne lokalisere.
Både byretten og landsretten tog politiets anmodning til følge og fandt på baggrund af de fremlagte oplysninger, at der var bestemte grunde til at antage, at der blev givet meddelelser til eller fra den mistænkte ved brug af det pågældende telefonnummer tilhørende familiemedlemmet.