Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

26 jun. 2025

Procesbevillingsnævnet

Salær for yderligere forberedelsestid

Procesbevillingsnævnet har den 26. juni 2025 meddelt en advokat tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning om salær, der er truffet af Østre Landsret den 29. januar 2025 (S-371-24)

En advokat var beskikket forsvarer for en tiltalt, der i byretten var blevet idømt 6 års fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed angående udbytteskat for ca. 320 mio. kr. Den tiltalte var desuden blevet udvist af Danmark for bestandigt og frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

 

Den tiltalte ankede byrettens dom til landsretten med påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om skærpelse.

 

Den tiltalte var ved en belgisk domstol blevet idømt 4 års fængsel for ligeartet bedrageri i Belgien. Den tiltalte havde oprindeligt anket denne dom, men senere frafaldet anken heraf.

 

Forsvareren for den tiltalte oplyste under ankesagen i landsretten, at den tiltalte havde besluttet at frafalde bevisanken, således at landsretten herefter alene skulle tage stilling til straffens længe, da der nu forelå en endelig dom fra Belgien, hvorfor straffen skulle udmåles som en tillægsstraf til den belgiske dom. Den tiltalte nedlagde herefter endelig påstand om formildelse, samt frifindelse for bestemmelsen om rettighedsfrakendelse.

 

Ved dom af 29. januar 2025 blev den tiltalte idømt 3 år og 6 måneders fængsel som en tillægsstraf til dommen fra den belgiske domstol. Landsretten stadfæstede hertil bestemmelsen om rettighedsfrakendelse. Dommen er trykt i U 2025.1522 Ø.

 

Forsvareren for den tiltalte anmodede om at blive tilkendt salær for det udførte arbejde i forbindelse med ankesagen og anmodede i den forbindelse om, at der blev tilkendt salær ud over mødesalæret, da forberedelsen havde været usædvanlig og særdeles omfattende. Der havde bl.a. været et betydeligt arbejde forbundet med den tiltaltes varetægtsfængsling, og grundet straffesagen i Belgien og en verserende civil sag i England havde forsvareren desuden måtte agere ”gatekeeper” for at komme i kontakt med den tiltalte angående de udenlandske sager. Hertil havde forsvareren haft en løbende korrespondance med advokater i Belgien, England og Østrig, den tiltaltes familie samt korrespondance omkring beslaglæggelser herunder drøftelser vedrørende salg af ejendom. Advokaten havde til sagens forberedelse registreret 110 timer, og en advokatfuldmægtig, der havde bistået med forberedelsen, havde anvendt 92 timer.

Landsretten tillagde advokaten et salær på i alt 78.000 kr. med tillæg af moms

Landsretten tillagde advokaten et salær på i alt 78.000 kr. med tillæg af moms, der navnlig dækkede over salær for hovedforhandlingen, der blev gennemført over fire retsdage, samt skriftlige fristforlængelser og en række fængselsbesøg af sædvanlig varighed. Det tillagte salær omfattede hertil yderligere forberedelsestid svarende til 5 timer.

 

Ved vurderingen af, hvorvidt der efter sagens karakter og omfang var grundlag for at tilkende salær ud over de sædvanlige takster, lagde landsretten navnlig vægt på, at den tiltalte knap tre måneder efter byrettens dom frafaldt sin bevisanke, hvorefter ankesagen alene drejede sig om udmåling af straf samt spørgsmålet om rettighedsfrakendelse. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at landsretten ikke fandt grundlag for at honorere det arbejde, som forsvareren eller dennes medarbejder havde udført for den tiltalte i anledning af dennes straffesager og civile sager i udlandet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer
 

Sagen er i Procesbevillingsnævnet behandlet under j.nr. 25/06841.