Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

20 jun. 2025

Procesbevillingsnævnet

Regionens tilbagesøgnings- og regreskrav mod psykiater

Procesbevillingsnævnet har den 18. juni 2025 meddelt en region tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 28. november 2024 (BS-47199/2021).

En region anlagde sag mod en psykiater med en samlet betalingspåstand på ca. 7,3 mio. kr. Kravet bestod af et tilbagesøgningskrav vedrørende udbetalte honorarydelser samt et regreskrav efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (klage- og erstatningsloven) § 27.

Psykiateren, der praktiserede som selvstændig psykiater i regionen, havde i en periode fra 2004 til 2013 afregnet og modtaget honorarer fra regionen. Ved en gennemgang var regionen blevet opmærksom på, at visse patientjournaler hos psykiateren var journalført med sparsomme oplysninger, og der opstod derfor tvivl om, hvorvidt alle de afregnede ydelser var honorarværdige.

En del af tilbagesøgningskravet baserede sig på en konkret gennemgang af 150 patientjournaler vedrørende en periode fra 2010 til 2013. Regionen havde for denne del i et notat beskrevet principperne for journalgennemgangen og dermed beregningen af tilbagesøgningskravet, og Speciallægelandssamarbejdsudvalget tiltrådte under retssagen de af regionen anvendte principper. Den resterende del af tilbagesøgningskravet baserede sig på regionens gennemgang opreguleret på baggrund af en stikprøve (ekstrapoleret) til psykiaterens samlede klientmasse for en periode på 10 år.

Regreskravet vedrørte erstatningsbeløb udbetalt via patienterstatningsordningen til seks af psykiaterens patienter, der var blevet påført skade som følge af behandlingen hos psykiateren, herunder ved behandling med antipsykotisk medicin.

Under retssagen blev der gennemført syn og skøn ved en statsautoriseret revisor, ligesom sagen blev forelagt Retslægerådet.

Byretten tog regionens samlede betalingspåstand til følge

Byretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at skønsmanden ikke havde modtaget de relevante oplysninger. Psykiateren var ikke fremkommet med beviser eller anden dokumentation, som gav grundlag for at afkræfte den tilvejebragte formodning for, at regionen havde et tilbagebetalingskrav i overensstemmelse med opgørelsen. Derfor, og da en fuldstændig gennemgang af journalmaterialet måtte anses for uforholdsmæssigt omkostningskrævende, havde regionen ført et tilstrækkeligt bevis for det samlede tilbagesøgningskrav. 

For så vidt angår regreskravet anførte byretten, at et regreskrav efter ordlyden af klage- og erstatningslovens § 27 forudsatte, at psykiateren havde forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Efter indholdet af Retslægerådets besvarelser og de øvrige oplysninger vedrørende de seks patienter fandt retten, at psykiateren i alle seks tilfælde havde handlet groft uagtsomt i den forstand, som dette udtryk er anvendt i bestemmelsen. 

Landsretten tog alene betalingspåstanden til følge for så vidt angik en del af tilbagesøgningskravet

Landsretten fandt, at regionen havde godtgjort, at psykiateren uretmæssigt havde fået udbetalt et beløb svarende til den del af tilbagesøgningskravet, der udsprang af gennemgangen af de 150 patientjournaler, og for hvilket Speciallægelandssamarbejdsudvalget havde tiltrådt de anvendte præmisser. For så vidt angik den øvrige del af tilbagesøgningskravet, som udsprang af skønsmandens ekstrapolering, fandt landsretten, at der var en væsentlig usikkerhed i forhold til, om skønsmanden fik udleveret det fornødne materiale til at foretage en gennemgang og vurdering af stikprøven efter de præmisser, der var beskrevet af regionen og anvendt ved beregningen af den øvrige del af tilbagesøgningskravet. Derfor, og idet et manglende journalnotat ikke i sig selv medførte, at en ydelse ikke var honorarværdig, fandt landsretten, at det ikke var godtgjort ved skønserklæringen eller i øvrigt, at psykiateren havde fået udbetalt yderligere honorarer, som han ikke var berettiget til.

Vedrørende regreskravet fandt landsretten efter en samlet vurdering, at det – uanset, at det af landsretten blev lagt til grund, at journalføringen var for utilstrækkelig til at vurdere det diagnostiske grundlag for behandlingerne, og at behandlingerne i flere tilfælde var forsømmelige – ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at psykiateren havde handlet groft uagtsomt i den forstand, som dette udtryk er anvendt i klage- og erstatningslovens § 27.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/32365.