Om skønserklæring og erhvervshemmeligheder

En borger anlagde sag mod to selskaber i samme koncern, som borgeren havde været ansat i på handelsagentvilkår. Der blev nedlagt påstand om betaling af provision for salg af en række ydelser, goodwillkompensation efter handelsagentloven og erstatning for tab af omsætning i en opsigelsesperiode.

Ved byrettens dom blev selskaberne dømt til at betale ca. 6 % af de nedlagte påstandsbeløb til handelsagenten. Handelsagenten ankede byrettens dom til Østre Landsret.

Til brug for sagens oplysning diskuterede parterne, om der skulle gennemføres syn og skøn. Det var mellem parterne ubestridt, at et fyldestgørende syn og skøn ville kræve, at den pågældende skønsmand blev sat i besiddelse af en omfattende mængde af økonomisk dokumentation fra selskaberne.

Selskaberne gjorde gældende, at et syn og skøn kunne gennemføres ved, at skønsmanden midlertidigt blev sat i besiddelse af materialet og efter eget skøn udvalgte de oplysninger, som skulle anvendes til skønsforretningen. Selskaberne gjorde videre gældende, at skønsmanden alene skulle fremlægge sin skønserklæring, men at det anvendte materiale i øvrigt skulle destrueres. Handelsagenten protesterede over den foreslåede fremgangsmåde og gjorde gældende, at alt materiale som udgangspunkt skulle fremlægges i sagen.

Skønsmanden – en statsautoriseret revisor – skrev herefter til sagens parter, at han for at kunne udarbejde en fyldestgørende skønserklæring, havde brug for det omhandlede materiale, og at han var indforstået med, at der var tale om erhvervshemmeligheder. Han erklærede sig tillige indforstået med, at materialet efter gennemført syn og skøn skulle destrueres. Handelsagenten genfremsatte ikke sine protester.

Skønsmanden udfærdigede herefter sin skønserklæring efter at have fået stillet materialet til rådighed af selskabernes finansdirektør. Skønsmanden fremlagde skønserklæringen for landsretten og destruerede herefter materialet.

Handelsagenten protesterede imod fremlæggelsen under henvisning til, han ikke havde haft mulighed for at gennemse materialet. Selskaberne fastholdt, at materialet kunne fremlægges og gjorde gældende, at handelsagenten ikke havde protesteret rettidigt.

Landsretten fandt, at handelsagenten ikke havde reageret på skønsmandens mail om, at han ville udfærdige skønserklæringen, og at den anvendte fremgangsmåde måtte anses for at være eneste mulige fremgangsmåde for, at skønsmanden kunne besvare størstedelen af spørgsmålene i spørgetemaet. Videre bemærkede landsretten, at der ikke var påvist fejl ved skønserklæringen, og at grundlaget for skønsmandens beregninger var gengivet i skønserklæringen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/12694.