Om midlertidigt forbud og påbud i patentretlig sag

Et selskab J indgav i februar 2024 en anmodning om midlertidigt forbud og påbud mod en dansk producent A af et aktivstof til lægemidler og en udenlandsk aftager S. Anmodningen var blandt andet baseret på et dansk valideret europæisk patent samt en brugsmodel, der vedrørte et såkaldt anvendelsesbegrænset produktkrav angående anvendelse af et aktivstof til en nærmere angivet behandling af en specifik sygdom.

A producerede i Danmark aktivstoffet som bulkmateriale med henblik på salg til S i udlandet.

Sø- og Handelsretten nægtede at fremme anmodningerne

Sø- og Handelsretten bemærkede, at patentlovens geografiske anvendelsesområde er begrænset til Danmark, og at samtlige patentkrav skal realiseres i Danmark, herunder fremstilling af aktivstoffet til anvendelsen som anført i patentkravet. Ifølge Sø- og Handelsretten kunne det ikke anses for sandsynliggjort, at A i Danmark begik patentindgreb ved at realisere samtlige træk i stridspatentet, idet alene det første træk i kravet om fremstilling mv. af aktivstoffet var realiseret. Da påstandene mod S byggede på, at S skulle medvirke til A’s krænkelser, fandtes der desuden ikke at være grundlag for at tage påstandene mod S til følge.

Sø- og Handelsretten bemærkede herudover blandt andet, at flere af de af J nedlagte påstande fremstod for ubestemte, idet tvangsfuldbyrdelse i fogedretten ville forudsætte en vidtgående bevisførelse om, hvad det pågældende bulkmateriale ville blive brugt til. 

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse

Sø- og Handelsrettens kendelse blev kæret til landsretten, og under sagens behandling i landsretten fremkom Opposition Division ved EPO med en foreløbig vurdering, hvorefter stridspatentet ikke blev anset for ugyldigt.

Landsretten anførte blandt andet, at der bestod en formodning for, at stridspatentet var gyldigt, og at det påhvilede A og S at godtgøre, at det grundlag, på hvilket EPO havde udstedt patentet, var så klart mangelfulgt eller fejlagtigt, eller at den vurdering som EPO’s Opposition Division foreløbigt havde foretaget af patentets gyldighed, var så klart fejlagtig, at den nævnte formodning for patentets gyldighed ikke kunne opretholdes. Landsretten fandt ikke, at A og S havde påvist sådanne fejl eller mangler, og fandt derfor ikke grundlag for at tage indsigelserne om stridspatentets gyldighed til følge.

Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at meddele forbud og påbud over for A og S. Landsretten anførte blandt andet, at A fungerede som kontaktproducent af aktivstoffet, der blev eksporteret til S i udlandet, og at A ikke på tidspunktet for fremstillingen, pakningen og eksporten af aktivstoffet i Danmark vidste, om de enkelte partier ville opfylde stridspatentets krav. Landsretten anførte videre blandt andet, at en del af de af J nedlagte påstande var for ubestemte og potentielt for vidtgående til at kunne danne grundlag for forbud og påbud, idet et midlertidigt forbud eller påbud enten ikke ville kunne håndhæves eller ville kunne få virkning som et stofpatent. Landsretten fandt, at der herefter heller ikke var grundlag for at meddele midlertidigt forbud og påbud over for S som medvirkende til en patentkrænkelse. Landsretten stadfæstede herefter Sø- og Handelsrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/13757.

Kendelsen er trykt i U 2025.2740 Ø.