03 jun. 2025
Procesbevillingsnævnet
Om gyldighed og krænkelse af patent ved midlertidigt forbud og påbud
Procesbevillingsnævnet har den 28. maj 2025 meddelt tre selskaber tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 13. marts 2025 i fire sambehandlede sager (BS-52648/2024, BS-52678/2024, BS-52702/2024 og BS-52530/2024).
To selskaber B1 og B2 indgav i henholdsvis februar, marts og april 2024 begæringer om midlertidige forbud og påbud mod fire selskaber med hensyn til udbud, markedsføring, mv. af en række generiske lægemidler med aktivstoffet rivaroxaban. B1 og B2 gjorde gældende, at handlingerne krænkede deres danske og europæiske patent om ”Behandling af tromboemboliske forstyrrelser med rivaroxaban”. De fire selskaber gjorde heroverfor indsigelse mod patentets gyldighed.
Stridspatentets gyldighed havde forinden begæringernes indgivelse været genstand for en indsigelsessag hos både EPO’s Opposition Devision (det europæiske patentkontors indsigelsesafdeling), der fandt, at stridspatentet manglende opfindelseshøjde, og ved EPO’s Technical Board of Appeal (det europæiske patentkontors tekniske appelkammer), der opretholdt stridspatentet, herunder blandt andet under henvisning til, at stridspatentet havde opfindelseshøjde. EPO’s Technical Board of Appeal bemærkede i afgørelsen blandt andet, at stridspatentets kravtræk 1.5 måtte anses for overflødigt.
Sø- og Handelsretten nægtede at fremme anmodningerne
Sø- og Handelsretten anførte, at der ikke fandtes at være grund til at foregribe spørgsmålet om stridspatentets gyldighed, hvis retten ikke fandt, at B1 og B2 havde sandsynliggjort eller godtgjort en krænkelse af stridspatentet.
Videre anførte Sø- og Handelsretten blandt andet, at B1 og B2 ved afgørelsen af krænkelsesspørgsmålet skulle sandsynliggøre eller godtgøre, at stridsprodukterne opfyldte alle stridspatentets kravtræk, og at dette også gjaldt uanset, at EPO’s Technical Board of Appeal i afgørelsen om stridspatentets gyldighed havde fastslået, at kravtræk 1.5 var overflødigt.
Sø- og Handelsretten fandt efter en samlet vurdering, at B1 og B2 ikke havde sandsynliggjort, at stridsprodukterne krænkede stridspatentets kravtræk 1.5. Anmodningerne om forbud og påbud blev derfor nægtet fremme.
Landsretten meddelte forbud og påbud
Landsretten anførte blandt andet, at der bestod en formodning for, at stridspatentet var gyldigt, og at det påhvilede de fire selskaber, der gjorde indsigelse mod nedlæggelsen af midlertidigt forbud og påbud, at godtgøre, at det grundlag, på hvilket EPO havde besluttet at udstede patentet, var så klart mangelfuldt eller fejlagtigt, eller at den vurdering som EPO’s Examining Division og Technical Board of Appeal havde foretaget af gyldighedsbetingelserne, var så klart fejlagtig, at formodningen for patentets gyldighed ikke kunne opretholdes.
Landsretten fandt ikke, at de fire selskabers indsigelser mod stridspatentets gyldighed, herunder indsigelser vedrørende betingelserne om opfindelseshøjde, nyhed og tilstrækkelig beskrivelse, kunne medføre, at formodningen for stridspatentets gyldighed var så svækket, at der ikke kunne støttes ret på patentet.
Videre fandt landsretten, at B1 og B2 havde sandsynliggjort, at de fire selskaber krænkede eller agtede at krænke rettighederne efter stridspantet i forhold til de fire selskabers produkter i tabletform. Landsretten lagde i den forbindelse den fortolkning, der var foretaget af EPO’s Technical Board of Appeal, om at patentkrav 1.5 var overflødigt, til grund.
Landsretten tog herefter stilling til betydningen af, at de fire selskaber, der gjorde indsigelse mod nedlæggelsen af midlertidigt forbud og påbud, havde gjort gældende, at B1 og B2 måtte anses for bevidst at have vildledt EPO i forbindelse med patentudstedelsen, ved at have givet urigtige oplysninger. Landsretten fandt, at det, som var gjort gældende herom, ikke kunne medføre, at B1 og B2 ikke kunne støtte ret på patentet.
Landsretten meddelte herefter de fire selskaber midlertidigt forbud og påbud mod sikkerhedsstillelse og ændrede dermed Sø- og Handelsrettens kendelse.
Der var efterfølgende tre af de fire selskaber, der ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/09689, 25/10053 og 25/10058.