Om arbejdsgiveransvar for en psykisk arbejdsskade

Arbejdstageren, der var ansat som pædagog på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, havde i 2014 været udsat for en række hændelser med udadreagerende patienter. Han blev herefter diagnosticeret med PTSD, depression og angst, hvilket i 2016 blev anerkendt som en arbejdsskade. Den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling var i 2013 blevet udvidet, og der var et øget brug af vikarer.

Arbejdstageren anlagde sag mod den region, han havde været ansat ved, og han gjorde gældende, at regionen var ansvarlig for den psykiske arbejdsskade, som han havde pådraget sig ved, at hans arbejde på den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling ikke havde været tilrettelagt og planlagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt efter arbejdsmiljølovgivningen. Sagen blev forelagt for Retslægerådet, som fandt det mere end 50 % sandsynligt, at hændelserne i 2014 havde bidraget til de psykiske lidelser hos ansøger.

Byretten frifandt regionen

Byretten konkluderede på baggrund af § 71-tilsynets rapport, at arbejdet på afdelingen ikke havde været fuldt forsvarligt tilrettelagt i forbindelse med afdelingens udvidelse. Dette uanset om ledelsen på afdelingen måtte antages at have foretaget, hvad der var muligt under de bevillingsmæssige omstændigheder og herunder indkaldt vikarer. Byretten fandt således, at regionen var erstatningsansvarlig for skader, der måtte være opstået i forbindelse hermed.

Byretten fandt imidlertid ikke, at der forelå den fornødne årsagsforbindelse. Byretten frifandt derfor regionen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten henviste til, at det med mandens uddannelsesmæssige baggrund og erfaring måtte have stået ham klart, at det kunne være belastende at arbejde som pædagog i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der forekommer udadreagerende adfærd hos patienterne. Han måtte således have være forberedt på som led i sit arbejde undertiden at skulle medvirke til at håndtere udadreagerende patienter.

Landsretten fandt herefter, at hændelserne i 2014 efter deres karakter og antal ikke kunne anses for at have gået ud over, hvad der var påregneligt at blive udsat for som led i arbejdet på afdelingen. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at episoderne havde skyldtes, at personalenormeringen – når der blev taget hensyn til brugen af vikarer – var uforsvarlig, eller at arbejdet på afdelingen generelt set ikke havde været tilrettelagt og var blevet udført fuldt forsvarligt. Det kunne desuden ikke lægges til grund, at der i forbindelse med de konkrete episoder var blevet udvist ansvarspådragende adfærd fra regionens side.

Da der heller ikke i øvrigt var påvist omstændigheder, der kunne begrunde et erstatningsansvar for regionen, blev byrettens dom stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/04044